11.08.2010

Munch og Warhol

Da jeg hørte om udstillingen Warhol After Munch på Louisiana, var det som at få en tanke gjort til virkelighed. I min bog Objektiv sensibilitet er der et kapitel om Warhol, og der skulle egentlig også have været et kapitel om Munch - eller rettere om Skrigets virkningshistorie, om hvordan dette inderligheds-billede har givet anledning til så megen bearbejdning i yderligheds-retning (fra humoristisk merchandise til diverse remakes) og at følge det at skrige i nutidskunsten. Jeg fik aldrig skrevet det kapitel, men pointen er at både Munch og Warhol besidder en dialektik mellem dybde og overflade, omend fra hver sin side. Og det er netop også udgangspunktet for Louisianas udstilling - derfor min store glæde.

Warhol Munch.jpg

Det betød dog ikke at jeg var ellevild efter at anmelde udstillingen, for det er ikke altid en fordel at have sin egen nære dagsorden og engagement som anmelder. Det måtte jeg i sin tid sande med Sonic Youth-kunstanmeldelsen, der var en af de sværeste for mig at skrive. Som gammel fan og senere analytiker af Sonic Youth (i Støjens æstetik) var jeg helt rundt på gulvet og kunne ikke få det hele til at hænge sammen. Heldigvis gik det bedre med denne Munch/Warhol-anmeldelse, synes jeg, den nød tværtimod godt af min reflekterethed, hvis jeg selv skal sige det.

Læs anmeldelsen her.

(Husk at overskrifter mv. på Ibyen.dk ikke er mine egne)

09.07.2010

Sophie Calle og den dér email

Forestil dig at få en email, du sender til din kæreste gennemanalyseret af 106 mennesker og en papegøje i al offentlighed. Det skete for Sophie Calles kæreste, da han slog op med hende.

Calle Louisiana.jpg

Franske Sophie Calle har længe været blandt de mest interessante nulevende kunstnere. Hendes projekter er som regel præcise, fascinerende og nådesløse i deres afdækning af sociale og psykologiske mekanismer. Til gengæld har udstillingerne tit været sært kedelige, som bøger slået op på en væg. Det har hun rådet bod på i de senere år (med hjælp fra Daniel Buren), og derfor er Pas godt på dig selv en fantastisk oplevelse, hvor koncept, projekt og æstetik går op i en højere enhed. Værket er udstillet På Louisiana sammen med nogle af hendes tidligere ting.

Læs min anmeldelse i Politiken

07.07.2010

Hvilket politiske hold er du på?

Jeg er frustreret over at visse politiske emner er umulige at diskutere uden at man skal sættes i bås på det ene aller det andet hold: Cuba vs. USA/Batista, Palæstina vs. Israel osv.

Det har jeg skrevet lidt om ovre på Det spekulative øre.

29.06.2010

EXIT 09

Stærkt forsinket kommer her et link til min anmeldelse af EXIT 09.

Her er anmeldelsen.

Her er flere billeder fra udstillingen (klik på de enkelte navne).

.

.
.
Mikkel S Andersen.jpg

Mikkel S. Andersen: 'For the Love of Hatred', olie og plastic på lærred, 2009.
Billedet af den dræbte Teletubbies-figur Tinky-Winky med bøsseporno på maven er formentlig en henvisning til den konservative kritik af, at Tinky-Winky skulle virke feminin med sin røde taske, og derfor naturligvis må være bøsse. Både højrekristne amerikanere og den polske konservative regering var bekymrede for programmet fordi Tinky-Winky derfor måtte have en skadelig effekt på børnene.

25.06.2010

Den gode anmeldelse

Da Magasinet Kunst bad mig kommentere deres debat om kunstkritikken i dag, svarede jeg med noget, der kunne minde om et manifest for den gode anmeldelse. Det handler specifikt om kunstanmeldelsen, men en del af af idealerne kan udvides til at gælde for andre typer anmeldelser - litteratur, musik, film, tv, teater osv.

Dog skyldes mit fokus på forpligtelsen til konkret iagttagelse og sansning nok, at det er der, jeg synes det tit halter i kunstanmeldelser. Man oplever tit disse kedelige anmeldelser, der taler lidt rundt om værket (i stedet for at dykke ned i det) og fyrer et par klichéer af fra pressemeddelelsen eller fra den almene viden om kunstnerens projekt, før de fælder en hurtig dom. Det modsatte må være idealet, derfor dette fokus:

Læs kommentaren her

Jeg påstår ikke, at jeg selv altid lever op til mine egne idealer, men blot at det er min ambition. Jeg har ikke formuleret dem før, og de skal blot forstås som en slags tommelfingerregeler, som der givetvis findes undtagelser fra, hvis særlige forhold gør sig gældende.

12.06.2010

Christian Schmidt-Rasmussen på Overgaden

Jeg har altid godt kunnet lide Christian Schmidt-Rasmussens værker, der kombinerer maleri og tekst. Hvor han førhen tog udgangspunkt i et barnligt visuelt univers, har han bevæget sig mod såvel en større realisme som et større fokus på skønhed. Men den finurlige humor og den vrede kulturkritik er intakte.

Christian SR.jpg

Jeg anmeldte udstillingen i Politiken

En ting, der ikke blev plads til i den endelige version af anmeldelsen, er det fokus, han har på forældre-barn-relationer. Der er flere af billederne hvor forældre og børn er sammen, men hvor der ikke er den kontakt og det fællesskab, man kunne forvente. Ikke kun kælkebilledet, men fx også et maleri af en legeplads og et billede af en far, der trøster sit barn. Jeg havde nogle pointer, som jeg slettede for at forkorte teksten, og nu kan jeg ikke huske dem længere. Men jeg ville bare lige nævne det.

06.06.2010

Kunstnergrupper i fælles numsedans

Fire kunstnergrupper har som et eksperiment slået sig sammen og lavet en fælles udstilling på Den Frie under titlen 'Party and Lost'. Det drejer sig om Ingen Frygt, Hesselholdt & Mejlvang, Randi & Katrine og Bank & Rau. Det er egentlig ikke nogen overvældende udstilling, og måske ville det faktisk have klædt den med lidt mindre plads, så de enkelte elementer gik mere i dialog, men den er både sjov og tankevækkende, og gjorde et indtryk i dagene efter. Jeg har derfor været ganske positiv i min anmeldelse:

Læs min anmeldelse i Politiken
(Husk som altid at web-udgavens overskrifter ikke er mine egne. I dette tilfælde må jeg sige at ordet 'inviterer' er misvisende. Tværtimod er der tale om en bogstaveligt talt lukket kreds, der ikke inviterer til deltagelse.)

Party and Lost.jpg

Numsedans og spiselige legemsdele. Foto: Anders Sune Berg (beskåret).

02.06.2010

Olafur Eliasson sludrer videre

Jeg har før været ude med riven efter Olafur Eliasson - ikke hans værker, men alt det spin han lægger uden om: De er mere demokratiske, det er beskueren der skaber sin egen oplevelse, de er inkluderende i stedet for ekskluderende etc. etc.

Olafur 2.jpg

Man skal ikke bilde sig ind at der er tale om en henkastet uforsigtighed fra Eliassons side. Der er tale om en konsekvent, opportunistisk lommefilosofi, en light-udgave af den i forvejen kritisable franske kunstteoretiker Nicolas Bourriaud og hans begreb om 'relationel æstetik', kombineret med en subjektivistisk fejllæsning af fænomenologien. For nu at udtrykke mig i fagtermer.

Man kan sagtens tilbagevise hans påstande uden at referere til disse filosofiske teorier, man kan simpelthen påpege at hans påstande er ude af trit med virkeligheden, med hvad der faktisk foregår når vi møder hans værker. Så da jeg tv-anmeldte en ny dokumentarfilm om ham, var det oplagt at pege på to af de mest oplagte eksempler:

Læs min anmeldelse her.

28.05.2010

Mit møde med Diamanda Galás

I aften optræder Diamanda Galás i Marmorkirken, og det giver mig anledning til at støve mit gamle interview med hende frem fra gemmerne og fortælle historien om et møde, der gjorde stort indtryk på mig.

diamanda.jpg

Det var i 1996, og hun skulle optræde i Vega. Jeg havde været en beundrer af hende siden 1987, hvor jeg så hende optræde på Roskilde Festival, og nu sendte Information mig ud for at lave et af mine første interviews med en udenlandsk stjerne. Jeg var en ung studerende og en slags fan, og jeg var hamrende nervøs for at møde denne stærke og lidt skræmmende personlighed.

Det var der ingen grund til, for hun var noget så sød, og kunne tydeligvis godt lide denne unge, mandlige beundrer, som ikke lagde skjul på, hvor godt jeg kendte hendes værker. Hun kaldte mig 'cute' og synes at min sølvjakke var flot.

Men vigtigst af alt: Da jeg fortalte hende, at jeg syntes at 'Last Man Down' var det bedste nummer på The Sporting Life og spurgte hvorfor det ikke var på aftenens sætliste, ændrede hun den på stedet, og sagde "I'll play it for you". Det er ikke noget, jeg bilder mig ind, jeg har det på kassettebånd. Hun åbnede med netop dette nummer, og fik mig på den måde til at føle mig udvalgt. Jeg vil ikke direkte sige at hun flirtede med mig, men hun nød i hvert fald at blive beundret.

Og så havde hun så meget tillid til mig, at hun betroede mig ting, som jeg lovede ikke at skrive, og det løfte holder jeg fast i. Det handlede om relationer til og meninger om visse samarbejdspartnere.

Selve interviewet blev fint. Jeg ville nok have gjort det noget anderledes i dag, men det skulle også næsten være mærkeligt andet. Det samme gælder min anmeldelse fra to år tidligere af The Sporting Life. Jeg supplerer med lidt flere uddrag fra interviewet nedenfor.

Link til interview-artiklen fra Information
Link til 1994-anmeldelse af The Sporting Life + Laurie Anderson: Bright Red

Nedenfor som sagt nogle supplerende citater fra interviewet:

Læs videre: "Mit møde med Diamanda Galás" »

24.05.2010

Historisk TV

Jeg har fire gange i det sidste halve år anmeldt tv-udsendelser, der formidler historie, og som gør det godt.

Jeg fik personligt aflivet min interesse for historie i gymnasiet, hvor vi havde en materialistisk verdenshistoriebog uden mennesker og begivenheder - eller sådan husker jeg den i hvert fald. Den var meget abstrakt, og gik mere op i kulproduktionen end i hvordan folk levede eller hvem de var.

Det er ikke fordi jeg vil have den rent anekdotiske historieskrivning i stedet, og da slet ikke den moraliserende, men det er faktisk muligt at være lødig og fortællende på én gang, og jeg genvandt da også min historiske interesse ti år senere, da jeg beskæftigede mig med Wien omkring år 1900.

Dette blot for at lægge op til mine fire begejstrede anmeldelser, for tv er et fremragende medie til historieformidling.

En af mulighederne er den gammeldags, hvor en historiker går rundt på historiske steder, og fortæller om hvad der skete og hvordan det hang sammen. Det kræver en ualmindeligt engageret og karismatisk vært og et filmhold med sans for billeder. Begge dele havde Erik Kjersgaards Danmarkshistorie, som blev sendt omkring 1980.

Hvis man beskæftiger sig med den nyere historie, den som angår tiden efter 1930, er det indlysende at bygge udsendelsen op om klip fra tv, film og fotos. En rigtig god måde at gøre det på, så vi for nylig i serien '24 timer du aldrig glemmer' på DR2. Her fulgte man en markant, mediedækket begivenhed time for time, set fra forskellige synsvinkler. Det fungerer helt fantastisk når der var mediedækning hele dagen, som ved urolighederne 18. maj 1993. Det er lidt sværere med den udsendelse, jeg anmeldte, nemlig mordet på Makrellen, men det lykkes alligevel at få en fin udsendelse ud af det.

En særlig type historieskrivning er den kontrafaktiske. Den går ud på, at man forestiller sig hvordan det ville være gået, hvis ét eller andet havde været anderledes. DR2 havde en temaaften under overskriften 'Hvad nu hvis' (der findes i øvrigt en glimrende radio-podcast af samme navn). Her viste de en tysk film om Tredje verdenskrig, der brød ud i 1989, efter at der blev slået hårdt ned på demonstrationerne mod styret i Østeuropa. Den anden handler om, hvad der var sket, hvis Sovjet var kommet først til Danmark i maj 1945, hvilket var tæt på at ske. Vi får altså et portræt af det kommunistiske Danmark.

Men mere end nogen tv-serier kan en god dokumentarfilm skabe den helt store historieskrivning ved at tage den lille historie i den store. Ingen er bedre til denne metier end Werner Herzog. I dokumentaren Lille Dieters drøm (Little Dieter Needs to Fly) følger vi et usædvanligt menneske, en overlever fra vienamisisk krigsfangeskab og meget mere end det. Det er en af de bedste dokumentarfilm, jeg har set.

Min anmeldelse af Erik Kjersgaards Danmarshistorie
Min anmeldelse af 24 timer du aldrig glemmer om mordet på makrellen.
Min anmeldelse af Hvad nu hvis.
Min anmeldelse af Lille Dieters drøm (Werner Herzog).

17.05.2010

Børnereklamer i TV

Det er ingen hemmelighed at jeg ikke går ind for tv-reklamer målrettet til mindre børn, modsat Brian Mikkelsen, der slet ikke kunne vente med at få dem tilladt så snart han tiltrådte som kulturminister i 2001.

Det har jeg skrevet lidt om her.

12.05.2010

Karaktererne i Krysters kartel

Jeg elsker 'Krysters kartel', der er det morsomste tv siden Drengene fra Angora. Det er ikke mindst mange af personerne, karaktererne, der gør den så god. I min tv-anmeldelse gennemgår jeg nogle af dem. Læs anmeldelsen her.

Krysters 1.jpg

Krysters 2.jpg

De tv-anmeldelser skal være forbistret korte, så jeg nåede jo slet ikke rundt om alle karaktererne. Jeg ville også gerne have nævnt macho-nordjyden Carsten og hans hustru Malene, som man ikke begriber er sammen med ham. Eller Franks hårdtslående thailandske hustru Pong, der kan dansk fodboldhistorie i alle detaljer. Eller stakkels sølle Lasse, der gang på gang tromles af de ulidelige venner. Ja, man kunne blive ved.

De fire skuespillere er alle gode. De har hver især fundet vidt forskellige mennesketyper, som de rammer helt præcist, med enkelte undtagelser, hvor det ikke er helt morsomt. Ud over Johnny & Simone, synes jeg også at økonomen, der rømmer sig og ikke kan gennemføre et interview er umorsom. Det samme gælder lærergruppen, hvor Troels Mallings Stan Laurel-figur og Laura Kvists hosten er mere irriterende end morsomme. Men det er meget få forbiere i en vellykket komediepalet.

Morten Stræde i Viborg

Jeg var sendt til Viborg for at anmelde Dronningen, og benyttede lejligheden til at se den egentlig langt mere interessante udstilling med Morten Stræde på Brænderigaarden. Der er mange flotte enkeltværker/-elementer, men det overordnede koncept 'Byen og verden' holder ikke - i hvert fald ikke uden formidling.

Læs min anmeldelse her
.
.
.
Morten Stræde.jpg

07.05.2010

Naturen er kitsch (en anti-ode)

I går så jeg en solnedgang, der var så smuk, at den nærmest var kitsch
Naturen det billige skidt
Helt ærligt, mand: Regnbuer, come on! [Tak til Jexper]
Nordlys er lige lovligt effektjagende
Den danske bøgeskov er nationalromantisk
Grand Canyon, se mig se mig, hey, har du ikke hørt at less is more?
Bjerge er over the top
Vandfald er bare så søgt sublime.
Skyerne driver lommefilosofisk og studentikost hen over himlen
Blomsterne er tøsede og tordenvejret er macho
Solen er et ripoff af Olafur Eliasson

21.04.2010

Den glimrende Fall Out-udstilling

Jeg er nogle gange længe om at linke til mine anmeldelser, og det gælder også den her, men det skal ikke skygge for at 'Fall Out' på Gl. Holtegaard og Malmö Konsthall var en glimrende samtidskunstudstilling med mange gode og pudsige værker, der handler om systemer og deres sammenbrud.

Læs min anmeldelse her.

Calle.jpg

Sophie Calle serverer ensfarvede madretter som beskrevet i en Paul Auster-tekst. Søndag samles farverne i et festmåltid. The Chromatic Diet (Sunday) (1997). Foto: Anders Sune Berg

Dakic.jpg

To handicappede improviserer foran kameraet et mærkeligt stykke om kærlighed, vold og død. Danica Dakic: First Shot (videostill, 2008)

19.04.2010

Bjørn Nørgaards kunst

Den retrospektive udstilling af Bjørn Nørgaards værker på Statens Museum for Kunst er vellykket - også selv om Bjørn Nørgaard efter min mening er en overvurderet kunstner. Især hans monumentale menneskeskulpturer fra de sidste 30 år er en blindgyde, som jeg ikke tøver med at give hårde ord med på vejen. Til gengæld er der gode ting i gemmerne fra 1970'erne, heriblandt installationer og nogle sjældent viste film.

Læs min anmeldelse af udstillingen her.

-
-
-
Bjørn Nørgaard 3.jpg

Den kvindelige Kristus / Børsaktionen (1969)

Bjørn Nørgaard 1.jpg

Thorvaldsens portrætbuster/ Wasserspiegel (udsnit) ( 1976)

Bjørn Nørgaard 4.jpg

Den sovende mand (1987)

Bjørn Nørgaard 5.jpg

Atypia 1. Hvor skal stolen stå? (2005)

13.04.2010

Dronningens kunst

Jeg fik til opgave at anmelde Dronning Margrethes retrospektive kunstudstilling på Skovgaards Museet i Viborg, og efter nogen tøven sagde jeg ja. Min klare idé var at skrive om værket og ikke om personen, at levere den smagsdom, værkerne fortjener og hverken være benovet eller jantelovsagtig.

Af en eller anden grund har der været en tendens til at anmelderne har slået en masse (ridder-)kors for sig og tilsyneladende ikke sagt lige ud hvad de egentlig mener - eller også har en mærkelig svaghed for dronningens landskaber. Og de har brugt det meste af pladsen på at skrive om det prekære i at skulle anmelde en dronning, så der knapt har været plads til at gå ombord i sagen selv. I hvert fald de anmeldelser, jeg lige har kunnet finde. Hvis der er undtagelser, så kom med dem.

Margrethe 1.jpg

Naturalistisk landskab. "Aqua Azul 1" (2008). Foto: Ole Akhøj.

Margrethe 3.jpg

Fantasilandskab. "Fra de yderste fjelde. Dråbesøen". Foto: Bent Ryberg

Margrethe 2.gif

Decoupage. "Glemte melodier til en nyfigen muse" (2009)

Jeg er ikke spor i tvivl: Dronningens landskabsmalerier holder ikke. Det eneste der virkelig holder er de mest dristige af hendes decoupager. De trak karakteren op på to hjerter.

Læs min anmeldelse her.

10.04.2010

Martin Gore spiser fisk

Det er ikke nogen nyhed at musikprogrammer på DR TV lader meget tilbage at ønske. At det ikke bare er et spørgsmål om ressoucer, men også om at man decideret ikke gider at forholde sig til musik, er efterårets portrætprogram om Depeche Mode et godt eksempel på. Camilla Jane Lea har Martin Gore i sofaen, og hun formår næsten ikke at stille ham et interessant spørgsmål. Det brokkede jeg mig over i en tv-anmeldelse. Læs den her.

31.03.2010

Skolepiger i uniform

Inde på Peter Lav Gallery kan man se en masse kæmpe fotos, der har ét til fælles: Der er anonyme piger i skoleuniform på den allesammen. Samtidig er billederne gådefulde og lettere foruroligende, for pigerne befinder sig som regel steder de ikke burde være i mærkelige situationer. Den koreansk-svenske kunstner hedder Hyun-Jin Kwak.

Læs min anmeldelse af udstillingen her

Billederne skal ses i stort format. I små reproduktioner kan man tit ikke få øje på personerne, men her er alligevel to. Hvis man kigger godt efter kan man godt se dem. På det øverste går to piger med hver deres fyldte IKEA-poser (det er det billede, jeg indleder min anmeldelse med); på det nederste står de i en kultirsk cirkel med ryggen til og hinanden i hænderne.

Kwan 1.jpg

Kwan 2.jpg

21.03.2010

Hvorfor ser vi mere tv?

Modsat hvad man skulle forvente i lyset af det nye mediebillede, ser vi mere og mere tv. Hvorfor nu det? DR medieforskning angiver tre gode grunde, og jeg supplerer med to yderligere i min Politiken-kommentar om emnet, som ganske vist er et halvt år gammel, men alt hvad der står gælder endnu.

tv-narkoman.jpg

Kort fortalt er grundene som følger: Medieforskernes tre f'er: Fladskærme, flere kanaler, finanskrise - og mine egne tilføjelser: HDD-optagere og hvad man kunne kalde 'ambient tv'.

Læs min kommentar her.

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2