Difference between revisions of "Bamses lillebitte billedbog"

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search
(Created page with "Denne TV-anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 3/3-2010. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette. ==Uden voksne== Bamse til Kylling: ”Gid d...")
 
m (1 revision imported)
 
(No difference)

Latest revision as of 13:55, 17 March 2018

Denne TV-anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 3/3-2010. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Uden voksne

Bamse til Kylling: ”Gid du aldrig var blevet født. Gid du var blevet inde i din mors æg”. Så hårde er ordene, da Kylling vækker den morgensure Bamse, der hellere vil sove videre. Der er kommet nye afsnit af Bamse, og de henvender sig til de allermindste under titlen ”Bamses lillebitte billedbog”. Det er åbenbart den slags replikker, de unge i vuggestuen vil have.

Det skal dog siges, at selv om Kylling forlader Bamses hytte dybt såret og med sin kære mor i tankerne, så ender det godt. Kylling bilder nemlig Bamse ind, at han bogstaveligt talt er rejst tilbage til sin mor og er kravlet op i hendes æg igen. Bamse bryder sammen og bliver ”helt sørgelig indeni”, fordi han har mistet sin allerbedste ven. Da Kylling kommer frem og viser, at han bare lod som om, bliver de to venner forsonet.

Bamse er en af dansk børne-tvs største succeser. Storhedstiden var årene med Luna (Alberte Winding) og Aske (Bentzon). Sidstnævnte har også komponeret kendingsmelodien, der er et lille mesterværk udi genren. Den holder de heldigvis fast i, men Luna og Aske er væk. Og det er et problem. Lavpunktet har været de afsnit, som blev lavet i det forgangne årti, hvor Bamse, Kylling og den irriterende Ælling tossede rundt som tre jubelidioter, der fik Teletubbies til at fremstå som genier i sammenligning. Der manglede simpelthen et voksent modspil. De nye afsnit virker lidt bedre, især når Ælling ikke er med, men jeg savner stadig de voksne.

Aske og Luna var ikke bare opdragende fornuftsvæsener, de havde også både svagheder, legelyst og mærkelig magi, men de repræsenterede alligevel den voksenverden som alle børn, og da især de mindste, er omgivet af og konstant er i dialog med. Bamse er låst fat i en 4-årigs mentale stadie, og han er den mest modne af de tre. Det går ikke uden en voksen. Samme tendens kan ses i nyere afsnit af Fredagsbio med Anna og Lotte (og Georg og Fie), der også skal klare sig uden voksne.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden