Difference between revisions of "Barbapapa"

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search
 
m (1 revision imported)
 
(No difference)

Latest revision as of 13:55, 17 March 2018

Denne TV-anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 1/2-2011. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Ødipalt

En dreng står og kigger ind ad et nøglehul til en kostal. Derinde sidder hans mor og gør en sutteflaske klar til kalvene. Hun ruller nænsomt gummitutten ned over flasken og begynder at fodre de utålmodige kalve, som labber mælken i sig én efter én. ”Nammenam. Bare det var mig der fik mælk”, siger drengen, og hans tre brødre har det ligesådan. De omdanner sig til kalveform, maler brogede pletter på kroppen, og sniger sig ind i stalden. Moderen opdager først deres trick efter at de alle har pattet hos hende. ”Der narrede i mig virkelig, I frække drenge”, griner hun overbærende.

Det kunne være en scene fra en Buñuel-film, men det er såmænd børnetegnefilmen Barbapapa, der vises fem minutter hver dag på DR Ramasjang. Min datter elsker Barbapapa-figurerne fordi de er søde og kan omdanne deres blævrende kroppe til alt muligt – og så elsker de dyrene, og det gør min datter også. Men selv om jeg oprigtigt kan undres over en scene som den med modermælken, er der langt mellem de surreelle overraskelser, og jeg har det svært med Barbapapa.

Historierne er ringe, og frem for alt er personerne stereotype i en grad, der overstiger det meste anden børne-tv. Børnene har hver én interesse/evne, og de er tilmed kønsstereotype: Pigerne har blomsterkranse på hovedet, og interesserer sig for at pynte sig og spille musik og læse bøger. Drengene er udadvendte og handlende med styrketræning, dyrepasning og opfinderi som interesser. Barbapjuske er så den langhårede boheme, der selvfølgelig er kunstner.

Serien er fransk og fra 70’erne, og det mærkes på alle niveauer. Musikken er i udgangspunktet ret fin easy listening, men den dominerer lydbilledet alt for meget. Og forholdet til dyrene og naturen er præget af den værste gang uforpligtende, pædagogiske sentimentalitet, hvor enhver civilisation er ond og hvor selv rovdyr er søde og lever paradisisk sammen. Undtagen ulven, som jager fårene, men den skal bare have en dukkert, så Barbagul igen kan spille på sin hyrdefløjte.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden