Bill Clinton i talkshows

From Sangilds Wiki
Revision as of 13:55, 17 March 2018 by Janusmoos (talk | contribs) (1 revision imported)
(diff) ← Older revision | Latest revision (diff) | Newer revision → (diff)
Jump to: navigation, search

Denne TV-anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 23/9-09. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.


Clinton i TV

I den forgangne uge kunne man opleve Bill Clinton som gæst i to ganske forskellige talkshows, nemlig Jon Stewarts ‘The Daily Show’ og Elvis Costellos ‘Spectacle’. ”Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var god til at få folk til at lytte”, fortæller han Costello med henvisning til, hvorfor han skiftede saxofonen ud med en politiker-karriere. Og det slående er, at manden lige netop er så pokkers interessant at høre på, at man bare ønsker at lytte og være i hans selskab. På trods af pinlighederne i hans privatliv fremstår mediemennesket Clinton som noget af det mest troværdige, samtidig med at han er sensitiv, intelligent og morsom.

Costellos talkshow er noget så sjældent som et musikprogram, der faktisk handler om musik, og derfor sendes det ikke på DR, men kan findes på Sverige 1. Clinton er undtagelsen fra regelen om, at det er topmusikere der er gæster, og han præsenteres da også som ”den ukendte saxofonist, der skulle blive USA’s 42nde præsident”. Costello formår, at få Clinton til at sige begavede ting om musik (og om talerytmen hos forskellige præsidenter) i 45 minutter, fordi Clinton har en enorm viden om især jazz. Grunden til, at han opgav sin saxofonist-karriere, var, at uanset hvor meget han øvede, ville han ikke blive John Coltrane eller Stan Getz. Han ville have gjort det, hvis han troede han kunne blive den største. Her ligger der så en antydning af, at han derimod troede han kunne blive den største politiker. Men uden musikken var han nok aldrig blevet præsident, fortæller han, og mindes sit B&O-anlæg i Det hvide hus.

Man skal ikke tage fejl af, at grunden til at Clinton stiller op i medierne i disse uger er, at han gør opmærksom på sin velgørenhedsorganisation, Clinton Global Initiative, der vitterlig lyder som en entydigt god idé. Clinton fyrer cirka den samme smøre om dette af i begge talkshows, og ingen steder aner man en rutineret træthed; han fremstår engageret, og, ja, vi lytter til ham.

Jon Stewart, der ellers har stukket til ham under primærvalget, er kammeratlig og kun venskabeligt drillende. Han får Clinton til at fortælle om det øjeblik, hvor han bliver fotograferet sammen med Nordkoreas leder, Kim Jong-Il: ”Jeg bestræbte mig på hverken at smile eller skule”. Altid den rette grimasse, når Clinton er på.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden