Deadline-introer

From Sangilds Wiki
Revision as of 13:55, 17 March 2018 by Janusmoos (talk | contribs) (1 revision imported)
(diff) ← Older revision | Latest revision (diff) | Newer revision → (diff)
Jump to: navigation, search

Denne TV-anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 20/6-2010. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.


Pyt

Man ser nogle plamager af vand på en glat, mørk bordplade. Herpå projiceres uskarpe levende billeder, der forbliver abstrakte bevægelser i lys og skygge. Det er Deadline-tid på DR2, og i forbindelse med relanceringen af Deadline med nye værter, studier og faste ugentlige indslag, blev der også produceret nye introer og kendingsmelodier. De tre søsterprogrammer benytter varianter af den samme intro, men med forskelligt farvefilter: Deadline 17 er lysegrøn, Deadline 22.30 skifter fra grøn til mørkeblå, og Deadline 2. sektion er lilla. Et diskret greb til at accentuere forskellen, der fungerer ubevidst.

Kendingsmelodien har nogle af trækkene fra nyhedsudsendelserne: Der er disse prikkende lyde, der kan minde lidt om morserytmer, og derfor associerer til telegrammer og det her-og-nu-agtige. Det udtrykker, at man er oppe på beatet med det seneste, og samtidig har det et skær af fakta og troværdighed. Klangen lægger sig i traditionen for dæmpede klokker, som i min barndom signalerede nyheder, men naturligvis shinet op og gjort blødere og lækrere. Men i modsætning til nyhederne er der ikke nogen overgearet, dramatisk fanfare, der slutter på højeste tone: Melodien er dybere og mere rolig, men dog med lidt kildrende spænding. Den slutter ikke, men kan køre i det uendelige og fades op og ned. Her behøver man ikke råbe højt for at tiltrække den jyske sygeplejerske Birte, der ikke gider se nyheder, sådan som DRs 18.30-Tv-avis definerer sig[1]. Man ved, at folk ser DR2 fordi de gerne vil, og at Deadline-segmentet er til fordybelse og troværdighed.

Deadline 2. sektion har samme kendingsmelodi, men den visuelle intro er en lille smule anderledes. Her ser man tydeligere figurer spejle sig i vandpytterne: Nogle hænder der gestikulerer og et kønt kvindeansigt, der taler. Dette er et snakkeprogram, et debatprogram, vises der. Men hvorfor skal det være et fotomodel-ansigt? Her er faktisk et program, hvor man inviteres som gæst på grund af sine intellektuelle meritter frem for sit udseende, men det afspejles altså ikke i introen.

Torben Sangild


Se også

  • [Supplerende bemærkninger og diskussion]


Til forsiden