Den Frie Udstilling 2008

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne anmeldelse er skrevet af Torben Sangild og blev bragt i Politiken 30/3-08

En blandet landhandel

Den måske sidste udstilling på Den Frie viser ungt og gammelt, kulørt maleri og gådefulde installationer side om side. Med sit frække tilfældighedssystem er det også en udstilling af, at der ikke er nogen sammenhæng.

Der er lidt af hvert, der er hele molevitten, der er skidt og kanel. Sådan opleves mange udstillinger med kunstnersammenslutninger, og Den Frie er ikke nogen undtagelse, trods det generelt høje niveau.

Tag bare det første rum, man kommer ind i. Her er Mikkel Carls selvlysende, erotiske aluminiums-plancher side om side med Agnete Bjerres koloristiske malerier af nogle drenge i en mark, Thomas Bangs lille rustne jerndims, Niels Andersens banale solnedgang og Martin Erik Andersens store, mystiske installation ’To alter or abolish’ med utændte røgelsespinde, kondompakker, noget hjemmestrik, en spand med en lille smule cigaretaske og en MP3-afspiller der med jævne mellemrum udklinger mærkelige sange, nogle gange baglæns. Der indgår også en kæmpe pap-planche med titlen skrevet spejlvendt, og den går tilfældigvis i dialog med Henrik B. Andersens arkitektoniske papmodel ved siden af. Og de lilla pærer som hænger ned fra loftet går tilfældigvis i dialog med de ultraviolette lysstofrør hos Mikkel Carl.

’Tilfældigvis’ er her nøgleordet. I år har arrangørerne (Jørgen Michaelsen, Sophia Kalkau og Morten Stræde) nemlig valgt at lave et rent formelt system for udstillingen. Hver kunstner har 3,65 meters bredde af væggen med tilhørende gulvplads – det gælder endda også de kunstnere, som ikke har leveret et værk, så deres pladser står tomme. Rækkefølgen er strengt alfabetisk, så den enkelte kunstner er i rum med de kunstnere, hvis efternavn er tættest på hendes eget. Ideen er at kombinere det demokratiske og det uforudsigelige, men faktisk har det en yderligere effekt. Det står nemlig lysende klart hvad en udstilling med en kunstnersammenslutning egentlig er - en slags kunstmesse, hvor medlemmerne viser deres værker frem side om side uden nogen sammenhæng. Denne præmis har de taget alvorligt og gjort til udstillingens princip, i stedet for at lade som om der er en mening med det hele, og det er herligt frækt gjort.

Kunstnersammenslutninger er til for kunstnerne, ikke for publikum. Og man kan så spørge, hvad publikum skal med deres udstillinger, som nødvendigvis er en rodebunke af tilfældige, men nye værker. Et svar kunne være, at man kan følge de enkelte kunstnere år for år, og at det bliver en tradition, en begivenhed, hvor de enkelte værker taler. Et andet, mere defensivt svar kunne være, at det kan være lige så tilfældigt, hvad der udstilles på de tematisk kuraterede udstillinger, som ofte bare postulerer deres tema, sådan som vi har set det med ’Danskjävlar’ på Charlottenborg.

Bjørn Nørgaard har taget dét med kunstmessen alvorligt, formentlig som en kommentar til Den Fries snarlige død på grund af manglende dækning af huslejeudgifter. Han har nemlig lejet sin ’stand’ ud i stedet for at udstille sine værker. Jeg havde forventet at slippe for Nørgaards kulørte keramik-væsener, som ikke lige er min kop te. Men det viser sig så, at lejerne – et velkendt møbelfirma – har valgt at udstille, ja, deres samling af Bjørn Nørgaards keramik-væsener. Touché!

Også Freddie A. Lerche spiller på kunstmesse-associationen, idet han har indtegnet sit område med kridt og sat et skilt med ’Stand 33’. Nogle af kunstnerne udnytter deres råderum til fulde, mens andre har fået deres galleri til at sende et lille, uinteressant værk. Det er i reglen de inviterede kunstnere, der gør mest ud af det – ikke mindst Jytte Høy med sine flotte og pudsige montrer med træ som det fælles omdrejningspunkt, der kommer vidt omkring. Fra ’A Certain State of Mind’, hvor et kranium har fået gevir af kviste til ’Woodland’, hvor en lang, tynd stamme har fået en trædukkefod.

Hein Heinsen viser sig fra sin bedste side med en gulvskulptur – en ramme fuld af små, hvide plasticperler med en lille smule lyserødt skær, der trænges sammen i rammen på en måde så de danner tilfældige brudmønstre i kraft af de små ’huller’ og ’linjer’, der opstår i kuglemassen. Det er meget fristende at skubbe til perlerne for at se dem danne andre mønstre, men det må man sikkert ikke. Eller må man?

Der melder sig i det hele taget mange spørgsmål på en udstilling, hvor intet forklares. Kun et skilt med kunstnerens navn – resten må man selv regne ud, og hvis man er heldig finder man en titel i den lille ’avis’, man får med rundt. Det er ikke nogen hemmelighed, at Den Frie hælder mod den mere konceptuelle del af kunstspektret, og visse værker kunne godt trænge til en forklaringsramme. Fx FOS’s ’Your Succes Is Your Amnesia’, der består af et designet bord, en lampe og et neonskilt med værktitlens bogstaver. Når man ved at FOS har specialiseret sig i socialt design til bestemte steder, forestiller man sig, at der måske er en historie her, som ikke fortælles.

Hos Jørgen Michaelsen er der som altid også en gådefuldhed til stede, men her er den produktiv, fordi de mærkeligt rebusagtige collager sætter betydnings-gnister i gang. Når man f.eks. ser den første kulturminister Julius Bomholts ansigt sat sammen med et ungt, nøgent par over titlen ’Et samfund formes’, kan det både forstås som en hyldest til Bomholts dannelsesprojekt og som en mere bitter hentydning til racehygiejne-projekter, der overført på kulturpolitikken må være rendyrkningen af den gode smag. Hvert eneste af hans mange collager leger på lignende måder med billedlige og tekstlige sammenstød, som det er en fryd at gå på opdagelse i.

Udstillingen finder sted på et tidspunkt, hvor Den Frie Udstillingsbygning er i dyb krise, efter at den har fået frataget huslejestøtten fra Statens Kunstråd. Det betyder, at med mindre nogen dukker op med en pose penge så skal Den Frie lukke. Og det vil være synd, idet vi har at gøre med en bygning og en institution, der har en helt særlig historie. Den Frie blev dannet i 1891, og var en del af den bølge, der gik gennem Europa, hvor kunstnere tog udstillingsvirksomheden i egen hånd, frem for at lade sig censurere af akademiets udstilling, parallelt med Salon des indépendants i Paris og Secessionen i Wien. Der er ikke blot tale om en vigtig historie om kunstens frigørelse, men også om et fremragende udstillingssted, der ikke bør sælges som kontorlokaler for en virksomhed. Hvis nogen skulle være interesseret i at redde Den Frie kunst, koster det i alt 3,6 millioner om året – dvs. under 1% af indkøbsprisen på et kampfly.

Torben Sangild

Se også


Forsiden