Den sidste nadver

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 28/3-09. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Den sidste nadver. Bredgade Kunsthandel

Den sidste nadver er en af vores kulturs stærkeste fortællinger, hvad enten man er troende eller ej. Fortællingen skildrer angst, forræderi, afsked, kærlighed og tilgivelse i få ord. Kunsten har kastet sig over den lige siden i tusindvis af billeder med Leonardo da Vincis som det kendteste. Lennart Gottlieb har bedt en række kunstnere tage motivet op i dag, og resultatet spænder fra hynder til kummefryser, fra det tunge til det lette, fra det religiøse til det profane.

Nogle tager direkte afsæt i Leonardo og giver hans billede et twist, såsom Anders Morgenthaler, hvor Jesus og disciplene er grise, mens Judas er slagter og Øyvind Nygaards frække sammenkøring af Leonardo-billedet med Warhols Campbell’s-suppedåse. Bon appetit!

Andre forholder sig til selve fortællingen med nye øjne, såsom Ib Monrad Hansen, som i en fremragende tegning viser en situation, der må finde sted lidt efter nadveren, idet Jesus er på vej ud af billedet, mens disciplene drikker videre, og Judas allerede er godt fuld. På vej ud har Jesus væltet sin skammel, og det kunne tyde på, at han går bort i vrede. Lars Bukdahl har i tekstform begået en herlig meditationsrække over hyndernes rolle i fortællingen. Hvorfor understreger Jesus at der er hynder i det lokale, hvor de skal spise påskemåltidet? Vi får ikke noget svar, men afstikkere til hynder hos bl.a. Helle Helle, den japanske pudebog og en annonce for Hynde Hytten.

Mange af værkerne tager mere abstrakt fat i enten måltidet eller nadverens symbolske indhold. Det kan der komme nogle kedsommelige malerier ud af, som hos Anette Abrahamson, Dorthe Dalin og Lars Nørgård, der desværre i de senere år har besluttet at han hellere vil være Kandinsky end Lars Nørgård. Til gengæld må man fremhæve Sonny Tronborgs vægskulptur af 13 linolielugtende soldaterrygsække med tunge bibeler, drikkekrus og symbolsk placerede genstande såsom en blodig kniv, groft salt og en masse lysestager. Sidstnævnte er i den rygsæk, der synes at være Jesu og som har en satanisk sort tøjkat fastgjort i en snor. Det fungerer fordi symbolerne er overraskende og samtidig påtrængende konkrete.

Torben Sangild

Se også

Til forsiden