Difference between revisions of "Det spekulative øre"

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search
(Created page with "===Introduktion=== ''[http://www.groveloejer.dk/detspekulativeoere/ Det spekulative øre]'' er skrevet af Torben Sangild og er et supplement til [http://groveloejer.dk/sangild...")
 
m (1 revision imported)
 
(No difference)

Latest revision as of 13:55, 17 March 2018

Introduktion

Det spekulative øre er skrevet af Torben Sangild og er et supplement til Torben Sangilds weblog, som giver mere plads til det langstrakte, det essayistiske, det faglige, det indforståede, det akademiske, det intellektuelle, refleksionen og eftertanken. Der er for det meste tale om små essays fra skrivebordsskuffen, ikke om gennemarbejdede artikler.

Det spekulative øre bryder med den almindelige weblogform i og med at der ofte er lange indlæg, der egner sig bedre til at blive printet ud end til at blive læst på skærmen. Den henvender sig til dem (og kun dem) som finder mine foreløbige refleksioner og spørgsmål interessante. Det betyder ikke noget hvis der kun er 2 personer der læser et indlæg helt igennem, hvis de til gengæld får noget ud af det.

At ordet “intellektuel” i visse kredse er blevet et skældsord er kun ansporende for at kalde bloggen netop det. Den er nemlig båret frem af et sanseligt funderet tankearbejde og en stadig nysgerrighed. Det betyder naturligvis ikke at jeg ikke kan komme til at sige noget vrøvl, men så må jeg jo få det at vide og blive klogere eller skærpe min argumentation.

Jeg vil meget gerne have kommentarer til indlæggene. Både hvis du har spørgsmål, hvis der er noget du ikke forstår (vær ikke bange for at stille den slags spørgsmål), hvis du er uenig, hvis du tænker videre i forlængelse af det jeg har skrevet, hvis jeg har sagt noget forkert/tvivlsomt, eller hvis du har supplerende oplysninger, tips til videre læsning etc.

Om navnet “Det spekulative øre”

Navnet ”Det spekulative øre” er egentlig et udtryk hos Søren Kierkegaard, og hvis du ved hvorfra det er taget må du meget gerne fortælle det og citere/forklare sammenhængen (gør dette i fanebladet “discussion” på denne side). Jeg har taget citatet fra Det spekulative øres husfilosof, Theodor W. Adorno, som bruger det i et radioforedrag i 1959 om Anton Weberns tre stykker for cello og klaver. Disse musikstykker er tæt på at opløse enhver sammenhæng, men samtidig så korte og koncentrerede... :

...at De samtidig et øjeblik kan sammenhøre dem, som Kirkegaard siger: med det spekulative øre (GS 18 s. 677, min oversættelse).

Det som Adorno her prøver at sige er noget i retning af at øret må anstrenge sig for at finde sammenhæng i Weberns musik, der samtidig er så koncentreret som en aforisme. Men det betyder ikke at musikken så er intellektuel, forstået som modsætning til noget sanseligt og noget følelsesmæssigt.

Som Adorno siger et andet sted: :

Adskillelsen mellem følelse og intellekt, der for længst er kasseret af psykologien, lever stædigt i den vulgære brug. De gængse begreber om intellektuel og følelsesbetonet musik er en facade som må rives ned. Det som kaldes intellektuelt er for det meste blot det som kræver arbejde og anstrengelse fra lytningen [das Gehör], som kræver en opmærksomhedens og hukommelsens kraft, som egentlig kræver kærlighed, altså følelse; og det som man ellers kalder følelse er for det meste blot en refleks fra en passiv attitude... (GS 17, s. 289, min oversættelse)

Det spekulative øre er altså blandt meget andet et sted for den sanselige og følsomme tanke. Emnerne er koncentreret om æstetik, musik, kunst, litteratur og filosofi, men handler også ind imellem handle om samfundsteori, naturvidenskab og hvad der ellers måtte falde mig ind at skrive om.

Om gæsteindlæg

Desuden optager jeg også gæsteindlæg. Så hvis du har nogle tanker, iagttagelser, analyser el.lign. som du ikke har publiceret som artikel og som passer til Det spekulative øre, så er der en mulighed her. Men jeg vil forbeholde mig ret til at afvise indlæg og i det hele taget fungere som redaktør, så der kun kommer tekster som jeg kan stå inde for at bringe (uden at jeg dermed behøver være enig i deres udsagn). Selv om de er akademiske skal de være sprogligt gennemarbejdede og velskrevne. I skrivende stund (marts 2006) har der været to gæsteindlæg af hhv. Egon Clausen og Malene Busk. Der skulle være flere på vej.

Om Torben Sangild

Jeg, Torben Sangild, er forsker og underviser på universitetet, freelance-skribent og -radiomedarbejder, forfatter og anmelder med meget mere. Se mere her.

Om at citere fra Det spekulative øre

Du skal være velkommen til at citere og parafrasere fra Det spekulative øre, men sørg for at henvise. Man henviser således:

Torben Sangild: “[Titel på indlægget]”, Det spekulative øre (URL: groveloejer.dk/detspekulativeoere/), [Dato/år for indlægget]. (Hvis der er tale om et gæsteindlæg skal man naturligvis kreditere den pågældende forfatter i stedet for mit navn).

Da jeg i juni 2007 var ude for at blive plagieret skal jeg understrege at jeg ser med strenge øjne på den slags, og at der vil blive slået hårdere ned næste gang det sker, så hvis du overvejer at skrive af uden kildeangivelse, så stol på at jeg vil komme efter dig med alle midler. Det er slet og ret ulovligt og i øvrigt stærkt umoralsk.

Links