Electrohype

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 17/12-08. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Sanselige systemer

Robotter i dialog, jordskælvende tæpper og en mugplet på væggen, der hele tiden ændrer form. Teknologisk kunst er bedst når den leger med vores fordomme om teknologi og dyrker den absurde maskine.

Electrohype 2008. Malmö Konsthall.

To robotter taler sammen via tekstbeskeder. Den ene hedder Alan, den anden Clara. De taler hele tiden om et ”objekt”, og snart går det op for én, at det objekt, de iagttager gennem kameraer, er én selv, så forholdet mellem værk og publikum er vendt om. Clara kan kun registrere afstand, og Alan kun bevægelse. Deres samtale er derfor præget af uenighed og frustration, noget man kan prøve at sætte yderligere gang i ved at bevæge sig mærkeligt. Det får så Alan til med rette at bemærke, at der synes at være en strategi i objektets bevægelse.

Når folk taler om digital teknologi, er der tit en dobbelthed på færde: På den ene side betragter man traditionelt mennesket som teknologiens modsætning: Teknologien er kold og matematisk og usanselig, og mennesket er varmt, organisk og sanseligt. På den anden side sidder mange alligevel og råber af deres computer, når den opfører sig irrationelt eller bare irriterende. Og man skal heller ikke tænke længe over teknologien og mennesket, før den hårde modsætning begynder at vakle. Pacemakeren sidder bogstaveligt talt i hjertet af det menneskelige liv og opretholder det. Celler og gener kommunikerer med koder og signaler, der delvist ligner computerens måde at fungere på. Der er tusindvis af sådanne eksempler på, at forholdet mellem menneske og teknologi i lige så høj grad er en sammenfletning og en symbiose som en modsætning.

Et af de steder, hvor det viser sig, er i kunsten, og den mest interessante teknologiske kunst er ofte den, som ikke opretholder modsætningen, men sætter det organiske og det teknologiske i spil med hinanden på en legende måde. Og som skaber mærkelige og nytteløse maskiner, modsat den kommercielle fornuft, der ellers præger teknologiudviklingen. På Electrohype 2008 Malmö Konsthall er alle værkerne umiddelbart fascinerende på et sanseligt niveau, samtidig med at man kan dykke ned i de mere nørdede systemer og principper bagved.

Et gennemgående tema synes at være, hvordan simple regler kan føre til komplekse resultater, der kan minde om det, vi finder i naturen. Som Doug Backs fire roterende pinde, der skifter retning når de støder sammen, men som altid på kort tid finder en harmonisk bevægelse uden kollisioner, indtil man med sin finger bringer kaos i systemet. Det er enkelt og skønt som en naturlov, og samtidig et billede på gruppedynamikker. Eller Ralf Baeckers kæmpe, skrøbelige trækonstruktion, der med lavteknologiske lodder og trisser fremviser de kalkulationer, som ellers ligger skjult i et neuralt netværk. Den summer højfrekvent af de små motorers mekaniske arbejde, og inde i midten ser man resultatet som en organisk bevægelse i et rødt trådnet.

Et andet tema er illustrationer af naturprocesser, som Voldemars Johansons flotte oplyste vandbassiner i et mørkt rum, hvor lavfrekvente lyde danner fascinerende mønstre i vandet. Installationen bygger direkte på metereologiske data fra de måske klimaskabte storme i de senere år, og der er dermed et politisk indhold nedenunder de smukke rystelser. Eller Kerstin Ergenzingers bevægelige tæppeformationer på gulvet, der følsomt men forsinket overreagerer på såvel undergrundens seismografiske rumlen som rystelserne i gulvet fra publikums fodtrin. Man bliver mindet om, at vi aldrig går rundt på den rolige og stabile grundvold, vi forestiller os i det daglige, men på løse, vibrerende plader. Således opløftet kan man vakle ud fra en stimulerende og tankevækkene elektronisk legeplads af en udstilling.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden