View source for Erkki-Sven Tüür

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 17/6-08. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

==Vulkanske udbrud==
''Erkki-Sven Tüür: ’Magma’. Det Estiske Nationalsymfoniorkester, Det Estiske Filharmoniske Kammerkor, Paavo Järvi, Evelyn Glennie. EMI/Virgin Classics 0946-3-85785-2-9.'' 

Under jorden flyder der tykke strømme af magma – smeltede sten og krystaller, der ind imellem på dramatisk vis sprøjtes ud af vulkanerne som lava. Den estiske komponist Erkki-Sven Tüür bekender sig til lignende kræfter i sin 4. symfoni, og holder sig ikke tilbage hvad angår dramatiske virkemidler – så mange at den måske netop burde have undertitlen ’Lava’ i stedet for ’Magma’. Det begynder med et dystert anslag, der har cirka samme virkning som ditto i Beethovens 5., og så går det derudaf i en vekslen mellem det voldsomt ekspressive og det lyrisk pastorale. Her viser Tüür sig som modsætningen sin berømte landsmand og faderfigur, Arvo Pärt. Mens Pärt barberer udtrykket ned til det minimale, bruger Tüür store armbevægelser. Mens Pärt dyrker en andagtsfuld og meditativ stemning, skejer Tüür ud i ekspressionistiske og kulørte excesser. Med vægten på percussion, klokker og bækkener er den tidligere rockmusikers 4. symfoni en slags koncert med percussionisten Dave Evelyn Glennie i front på bl.a. trommesæt og congas. Der spilles dygtigt og raffineret på klangfarvemulighederne i orkesteret, men problemet er, at stilelementerne ofte slår over i vulgære effekter fra orkestermusikkens historie. Det mest corny element er nok de lyrisk-impressionistiske fuglefløjt-passager, men også de voldsomme udladninger smager af effektjageri og neo-romantik. Det er ikke her, man får afkræftet mistanken om, at den primære grund til at komponere symfonier i dag er, at symfoniorkestrene vejer tungt i musiklivet. De bedste værker på pladen er de korteste bonustracks. Begravelseshymnen ’Igavik’ (evighed) for mandskor og orkester trækker vellykket på dronebaseret, kultisk sang fra den estiske shamanisme. Og med skam at melde er det bedste værk faktisk det, hvor Tüür er mindst sig selv: strygerkompositionen ’The Path and the Traces’, dedikeret til Arvo Pärt, og stilistisk beslægtet med ham. Her er en fin, skrøbelig brug af strygernes flageoletter (overtoner), der ikke lader mesteren meget tilbage at ønske. 

Torben Sangild

===Se også===
*[http://www.groveloejer.dk/sangild/2008/07/tueuer_og_tulve_to_estiske_kom.html Supplerende kommentarer og diskussion]


[[Sangilds Wiki|Til forsiden]]

[[Category:Anmeldelser]][[Category:Musik]]