Exit 09

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 28/5-09. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

En god årgang

EXIT 09. Kunstforeningen, Gl. Strand

Ikke kun Tinky-Winky fra småbørneprogrammet Teletubbies er blevet brutalt myrdet. Mikkel S. Andersen har givet flere kære børnefigurer en voldsom behandling: På en sokkel er den ellers nuttede ’Care Bear’ blevet knivstukket adskillige gange og er blot er en blodig klump. Ved foden af soklen ligger en masse forskellige gammeldags bamser begravet i sand til halsen. Det handler om bagsiden af børneindustrien og om den store indflydelse, den har på børnene som forbrugere. Et rigtigt godt emne, der dog nok kunne være mere præcist behandlet end med dette obskøne og højtråbende billedsprog.

Andersens værker lægger sig i den ene af de to tendenser, der synes at tegne sig på den mangfoldige udstilling af afgangsværker fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. En tendens til at benytte figurer og elementer fra andre værker og fiktioner, hvad enten det er for at hylde dem, kritisere dem eller blot dreje dem i nye retninger. Et andet markant eksempel er Masar Sohails mærkelige, men morsomme og vellavede film, hvis hovedperson er en munk hentet fra et Goya-billede og gjort til voldelig, revolutionær kommunist i et nutidigt København. Den politisk radikale munk diskuterer revolution og munkesind med sine skeptiske munkekolleger, går til frisør og køber en pistol med henblik på at udslette alle ”fra middelklassen og opefter”. I stedet svæver han af sted over boligblokkene, og selv om det hele er ganske absurd, bliver der alligevel undervejs sagt en del om problemet med politisk og religiøs fanatisme.

Den anden større tendens på udstillingen handler om kulturelle og nationale identiteter. Danskheden bliver tematiseret i flere værker, ikke mindst hos Jane Jin Kaisen, der har opsøgt den amerikanske by Solvang, og lavet en lige lovligt kompleks, men tankevækkende tvetydig videoinstallation i fem spor. Her ser man blandt meget andet amerikanere, der danser folkedans i danske folkedragter og sære interviewbidder, der afslører fordomme om såvel danskere som amerikanere og andre folkeslag.

Camilla Helsted-Bornæs bruger løs af billeder og objekter der viser danskernes måde at præsentere os selv på – fra gamle konservative og kommunistiske valgplakater til cyklismedyrkelse, Grundtvig og et dansk pas slået op på Jellingesten-motivet, placeret på et husalter. Men det handler også om vores blik på de andre, som i Emil Madsen Brandts nøgterne lysbilledshow af billeder hentet fra stadigt eksisterende ikoner af afrikanere og caribiere: Maskotten fra TV Zulu, figurerne fra Cirkel Kaffe, Uncle Ben’s Rice, Tørsleffs vaniliemand og meget andet. De sættes lidt hårdt op over for iranske bogomslags repræsentationer af samme folkeslag, hvor de vises som ofre for vestlig imperialisme frem for som glade og stolte producenter af råvarer.

Udstillingen byder naturligvis på meget andet i alle tænkelige materialer, fra bilbatterier over solarium til solbriller, og det er samlet set den bedste afgangsudstilling i mange år. Det halter dog på malerifronten, hvor kunstnerne synes at ville leve op til fordommene om maleriet som en verdensfjern kunstart – tydeligst i Anne Torpes malerier, der viser motiver fra hendes atelier, og som tematiserer maleriets maleriskhed. De er så selvoptagede, at det næsten er udstillingens største provokation.

I den modsatte ende af skalaen har Vladimir Tomic lavet en rørende og uforglemmelig film, My Lost Generation, om Bosnien og hans generation, der var børn under krigen og nu er kommet til Danmark. Krigen og efterkrigstiden kobles med kunstnerens egne erfaringer, opbygget som krydsklip mellem egne optagelser og nyhedsklip fra BBC. Det er udstillingens vigtigste værk, men det er desværre med sine 33 minutter for langt til et rastløst museumspublikum, og man må derfor bønfalde DR2 om at sende den i prime-time. Snart.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden