Difference between revisions of "Filosoffen Niels Bohr"

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search
(Created page with "Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 6/3-2010. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette. ==Bohr er den bedste i verden== Niels Bohr var...")
 
m (1 revision imported)
 
(No difference)

Latest revision as of 13:56, 17 March 2018

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 6/3-2010. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Bohr er den bedste i verden

Niels Bohr var en genial fysiker, men var han også en epokegørende filosof? David Favrholdt er ikke altid overbevisende, når han filosoferer med Bohr.

David Favrholdt: ‘Filosoffen Niels Bohr’. 459 sider. Informations Forlag. 399 kr.

I bogens indledning understreger David Favrholdt, at han ikke dyrker Niels Bohr som en helgen. Når der er grund til at understrege dette, er det nok fordi, man let kan få den opfattelse, når man læser bogen. Bohr var ikke alene den største atomfysiker, men angiveligt også et fantastisk menneske og en banebrydende filosof. Det er den sidste påstand, der er den mindst overbevisende, og det er samtidig den, der er bogens emne.

Favrholdt er på mange måder den rette til at skrive den ultimative bog om sin mentor Niels Bohr. Og de første kapitler om Niels Bohrs fysik og dens konsekvenser for vores forståelse af verden og videnskaben, er da også glimrende. Vi får klare introduktioner til komplementaritetsprincippet, dette at man enten må betragte elementarpartiklerne som bølger eller som partikler, alt efter forsøgsopstillingen, og til Bohrs udlægning af ubestemthedsrelationen, der siger, at man ikke på én gang kan bestemme et elektrons position og dets impuls. Favrholdt viser præcist på hvilke punkter og i hvilken udstrækning kvantefysikken bryder med den klassiske opfattelse af tid, rum, årsag og kontinuitet. Grunden til, at vores apparatur har så stor en indflydelse netop i atomfysikken, er, at det der undersøges, er så småt og derfor påvirkes af selv små energiudvekslinger

Man er ikke i tvivl om, at Bohr er et videnskabeligt geni, men når det kommer til filosofien, som optager det meste af den lange bog, bygger Favrholdt på løsrevne passager fra noter, breve og foredrag. De ofte dunkle formuleringer bliver udlagt og perspektiveret af Favrholdt, der ikke tøver med at påstå, at Bohr var revolutionerende, idet han som den første ”under ét forkaster alle de mange forskellige grundholdninger, som man finder i den vesterlandske filosofi fra Platon og frem til vor tid”. Det gør han angiveligt fordi han gør op med ideen om, at der skulle findes et privilegeret punkt, hvorfra man kan anskue verden, som den er i sig selv, vi er altid en del af den. At Bohr skulle være den første og eneste, der gør op med den forestilling, kan man godt betvivle, idet det er centralt for mange filosoffer, såsom Martin Heidegger og Friedrich Nietzsche. Og det gælder også på hver sin måde Immanuel Kant og Søren Kierkegaard, som begge tages op, men afvises med henvisning til, at Bohr var uenig med dem. At han er uenig i disses konkrete løsningsmodeller, er bare ikke noget argument for, at de ikke gør op med Platons og Descartes’ idéer om en privilegeret synsvinkel på verden, og det ligner en decideret fejlslutning i forsøget på at gøre Bohr til en stor filosof.

Bohrs fragmenterede svar på problemerne om den frie vilje og på forholdet mellem biologi og fysik, forekommer heller ikke så originale og epokegørende, som Favrholdt anstrenger sig for at gøre dem, og man sidder tilbage med en uforløsthed efter endt læsning. Måske var Bohr bare ikke filosof, men en fysiker, der ind imellem tænkte over andre ting, og som med vekslende held brugte sin erfaring fra kvantefysikken på andre områder. Men forsøget er egentlig fair nok.

Bogens største problem er at den er så lang og omstændelig. Den kunne sagtens fylde halvt så meget. Ét er at vi også skal høre om Bohrs familie, og om hvor elskelig en mand han var, men at der f.eks. skal være et helt kapitel om at han ikke var inspireret af Kierkegaard, et andet kapitel om at han ikke var inspireret af William James og et tredje om at han ikke var inspireret af Harald Høffding, er simpelthen for meget. Den slags pedantiske udredninger hører til i fagtidsskrifter og ikke i en populær bog.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden