Gråd uden tårer - Om kunstens udtryk

From Sangilds Wiki
Revision as of 13:56, 17 March 2018 by Janusmoos (talk | contribs) (1 revision imported)
(diff) ← Older revision | Latest revision (diff) | Newer revision → (diff)
Jump to: navigation, search

Gråd uden tårer - Om kunstens udtryk er kapitel 4 af Torben Sangilds bog Objektiv sensibilitet.

Kunsten er udtryksfuld, den udtrykker sig, den har et udtryk. Normalt taler vi om udtryk, når vi benævner et bestemt udtryk (fx voldsom, melankolsk, kølig, varm, humoristisk). Men i dette kapitel gælder det mere generelt selve dette, at kunsten har et udtryk. Hvordan kan det lade sig gøre? Den traditionelle (dvs. romantiske) forklaring er at kunstneren planter sine følelser i værket i skabelsesprocessen, og at det er dem, vi fornemmer. Det kaldes også for ‘udtryksteorien’. Men den er og bliver en myte. En anden forklaring er, at det er den såkaldte modtagers følelser, der projceres ind i værket. Altså at når vi ser, hører eller læser noget, så lægger vi en masse ind i det, som i sidste ende handler om os selv. Dennne myte er også meget udbredt, men det gør den ikke mere sand. Begge myter er subjektfokuserede, i dem er objektet blot en anledning til subjektive fornemmelser. Den objektive sensibilitet sætter objektet i centrum og taler alligevel om et udtryk - også i den mest cool og konceptuelle kunst. Med udgangspunkt i Theodor W. Adornos tanker om udtrykket, formuleres en idé om udtrykket på objektet vilkår - en filosofisk position, der ligger bag værkanalyserne i bogen.

Citater fra kapitel 4

  • ”Skåret ud i pap: Man kan udtrykke noget voldsomt selv om man er i fuldstændig ro, noget dystert selv om man er glad osv. Det er banalt, jeg har selv demonstreret det adskillige gange, og enhver udøvende kunstner kan skrive under på det. At det ikke også gælder skabende kunstnere, er der ingen grund til at antage.”
  • ”At vi helst vil forestille os at lidende kunstnere udtrykker sig lidelsesfuldt og glade kunstnere lystigt er blot et udtryk for at den postromantiske myte fra Beethoven og Van Gogh er blevet en herskende ideologi. Det svarer til hvis man smager et stærkt krydret måltid mad og deraf slutter at kokken må være lidenskabelig, kolerisk og fyrig.”
  • ”Udtrykket går nødvendigvis gennem et subjekt, men er ikke derfor dette subjekts udtryk. Selv når kunstneren sætter hele sit følelsesliv på spil er der stadig tale om at udlåne det som eksperimentelt materiale til kunsten.”
  • ”I forlængelse af dette taler jeg således om en objektiv sensibilitet, en værkets følsomhed. Hermed vendes udtryksteoriens hierarki på hovedet: det er ikke længere værket der er middel i en terapeutisk proces, det er snarere subjekterne der tjener værkets objektiverende registering. Kunstneren kaster sig ind i materialet og kan i dette møde ramme en nerve i den historiske situation.”
  • ”En nøgtern kunst er chokerende i sin afspejling af den omsiggribende anæstesi, og netop derfor en sensibel registrering af kulden og overfladiskheden. En indifferent gestus kommer ikke fra en indifferent kunst. “
  • ”Udtrykket er ikke noget man kan skære bort fra kunsten, siger Adorno. End ikke den mest affortryllede kunst, som fx Marcel Duchamps readymades eller John Cages tilfældighedskompositioner kan unddrage sig et udtryksmoment”
  • ”Ved at understrege udtrykkets kritiske og kognitive elementer er det muligt at nå til et begreb om følelser i kunsten, der ikke kan reduceres til noget psykologisk, men er en central del af kunstens sandhedsindhold og mulighed. Og ved at understrege udtrykkets tilstedeværelse i også den affortryllede og objektiverede kunst er det muligt at undgå en reduktion af den til paroleagtige budskaber og behaviouristiske reaktioner på stimuli.”