Gurli Gris
Denne TV-anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 9/10-2010. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.
Øf
Småbørnsforældre kender det så udmærket: Man lader sin lille pode mødes med en jævnaldrende, og de kommer grundlæggende godt ud af det med hinanden, men konflikten er uundgåelig: På et tidspunkt vil råderetten over et stykke legetøj ødelægge den gode stemning og forældrene må træde ind og være mæglere og gøre legen god igen.
Netop dette tema blev taget under skarp behandling i den britiske animationsserie ‘Gurli gris’, der sendes om morgenen på både DR1 og Ramasjang. Lillebror Gustav Gris og den jævnaldrende Kalle Kanin har nemlig hver sin dinosaur, men har svært ved at finde ud af at deles om dem. Det afstedkommer store vræl, hvor tårerne sprinkler ud i rette linjer og alle retninger. Mor Gris’ idé er at lade deres storesøstre vise dem hvordan man kan lege på en moden måde, men det går ikke uden komplikationer.
For dem som ikke kender Gurli Gris, så handler serien om en helt almindelig middeklasse-overskudsfamilie, som adfærdsmæssigt kun adskiller sig fra mennesker ved jævnligt at slippe et grynt ud mellem ordene og have en vis svaghed for at rulle sig i mudder. Den er uhyre simpelt tegnet, farvet og animeret, og den eneste gang den har vakt debat, var da Labour annoncerede Gurli Gris’ medvirken ved et vælgermøde i april, mens produktionsselskabet forbød hende at møde op, da hun ikke skulle associeres med politik.
Storesøstrene Gurli og Karina kommer også op at skændes om, hvis lillebror der begyndte at smadre den andens sandslot (og det er endda Gurli som er helt forkert på den), men de tales hurtigt til fornuft af den joviale, beskægstubbede Far Gris. Det hele ender i idyl med inddragelse af legepladsens vippe. For den er man jo nødt til at være to på, og derfor samarbejde. Da de to små vipper i venskabelig samklang, breder der sig et lyksaligt smil på min datters ansigt. Hun er lige begyndt i børnehave og opfatter sig derfor som meget moden, men dog ikke hævet over moralens budskab. Og så må man glemme sin modvilje mod entydige moraler til en anden gang.
Torben Sangild
