Hyun-Jin Kwak

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 15/3-2010. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Vi elsker uniformer

Hyun-Jin Kwak: The Act of Deceiving. Peter Lav Gallery.

En stor fabriksbygning ligger i ruiner, omgivet af murbrokker og byggeaffald. Den forreste væg er væk, og man kigger lige ind i bygningen, der synes at have huset nogle store, orange turbiner. Dette motiv ville i sig selv være nok for de fleste fotografer med sit atmosfæriske industriforfald. Men kigger man nærmere, ser man to piger nærme sig den ellers forladte bygning. De har begge en konservativ skoleuniform på og bærer på propfyldte IKEA-poser. Hvad laver de dog der? Er de flygtet fra skole og hjem og ønsker at slå sig ned i denne ugæstfri ruin? Er de på en ekspedition og samler ting ind i deres poser? Hyun-Jin Kwaks store, iscenesatte fotografier er alle befolket af piger i uniform. De er sat i gådefulde, foruroligende situationer på øde steder, før under eller efter begivenheder, man ikke kan regne ud hvad er, men som alligevel sætter et væld af anelser i gang. De står i hobetal inde i skoven langs hovedvejen og stirrer tomt frem for sig. De går rundt i kliniske gange og kaster store skygger. De ligger livløse, nydeligt arrangeret efter hårfarve i en hangar fuld af gasbeholdere. Eller de står i en trekvartcirkel med hinanden i hænderne i et rundt lokale, måske i færd med et okkult ritual. Kunstneren er opvokset i Sydkorea og har nu slået sig ned i Sverige. Uniformerne er en reference til det koreanske skolesystem, hun selv har været en del af. Med skoleuniformer udglattes klasseskel, men samtidig signalerer de jo en markant ensretning. De mange piger i ens uniformer er ikke længere individer, men bliver nærmest en flok aliens, der kan dukke op overalt i billederne. De følger andre regler og systemer end dem, vi kender, og er på én gang stærke, uhyggelige og udsatte. De færdes på steder, ingen andre kommer, og fotografierne er som stillbilleder fra gyserfilm. De lægger sig i traditionen fra Cindy Sherman og Jeff Wall, der spiller på dobbeltheden af det kunstigt iscenesatte og fotografiets udstråling af at gengive et tilfældigt øjeblik af noget, der rent faktisk finder sted foran kameraet. På trods af uniformerne er der alligevel små tegn på individualitet hos pigerne. De har forskelligt hår, og især har de forskellige gummisko på – både forskellige farver og forskellige mærker. Er det en bevidst kommentar til, at tøjindustrien forsøger at bilde os ind, at vi kan udtrykke vores individualitet gennem mærkevarer? I hvert fald bliver det klart, at selv sat sammen med helt ens uniformer virker ideen om tøj som identitetsmarkør kun meget svagt. Pigen bliver ikke for alvor et individ ved at være hende med de hvide Adidas-sko med sorte striber. Hun bliver ved med at være et uniformeret masseprodukt. Hyun-Jin Kwaks billeder er uhyre velkomponerede, teknisk perfekte og samtidig stærkt fascinerende. Der er stof til mange utrygge drømme og sære fantasier. Men de skal opleves i stort format, så det er bare væk fra avisen og computeren og ind på galleriet, hvor fotokunst skal ses.

Torben Sangild

Se også

Til forsiden