I drømmehaven

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne TV-anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 3/9-09. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Hahoo

En af de slående ting ved Teletubbies var, at programmet tilsyneladende var blottet for handling. Men det indtryk fordufter når man ser efterfølgeren, I drømmehaven, som får Teletubbies til at ligne en spændingsmættet thriller. I Teletubbies udspillede der sig store dramaer såsom at Lala ikke kunne finde sin bold eller at de én efter én trådte i en vandpyt. Den slags er for hård kost for efterfølgeren, hvor 28 minutter kan gå med at Makka Pakka vasker Hahooernes ansigter, hvorefter Tomblibooerne børster tænder; eller med at Upsy Daisy synger og derefter går i seng. Og min halvandet år gamle datter elsker det. Hun peger og klapper og vinker og tandbørstningen går som en leg.

Bagmanden er igen multikunstneren Andrew Davenport. Han giver de mindste tv-seere hvad de vil have: Simple legeuniverser i stærke farver. For det er netop pointen, at de mindste er ligeglade med store, sammenhængende fortællinger. De vil have genkendelighed, gentagelse og søde figurer.

Det er svært at forklare universet, der er mere drømmeagtigt end Teletubbies-land, og det hele synes faktisk at foregå som en drøm i hovedet på Igglepiggle, som sejler af sted i natten i en jolle, og det foregår så igen i hovedet på en pige, der er ved at falde i søvn. Stjernerne bliver til blomster, og så er vi i drømmehaven, befolket af væsener i alle størrelser, fra de bittesmå Pontipine-trædukker til de gigantiske oppustelige pudedyr Haahooerne, der ikke gør noget, men blot svæver lystigt i jordhøjde og ser løjerlige ud. Børnene identificerer sig mest med de mellemstore figurer, den alien-agtige bamse med rengøringsvanvid, Makka Pakka, den syngeglade pige Upsy Daisy og de tre Tombliboo-babyer. Ingen af dem kan sige meget mere end deres eget navn.

Og så er der de farvestrålende fugle, som i hvert afsnit synger deres skæve, dissonante, ja nærmest mikrotonale sang, der kunne være komponeret i et samarbejde mellem Tom Waits og Fuzzy, men som naturligvis er Davenports egen, syrede kreation.

I drømmehaven er en rolig og tryg modvægt til de larmende og overgearede tegnefilm, der fylder det meste af børnesendefladen Ideen er da også at få børnene til at falde til ro inden de skal sove, og sidste del af udsendelsen handler om sengeritualer. Netop derfor kan det undre at TV2 vælger at sende den tidligt om morgenen.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden