I stedet for stedet

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 30/8-08. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Avokado-haiku og højttalerdans

I stedet for stedet på Skulpturi.dk

Tre af værkerne på udstillingen ’I stedet for stedet’ er lydværker, der leger med højttalere og forstærkere som skulpturelle elementer. Morten Skrøer Lunds værk ’In & Out’ består i en opsats af højttalere, hvis membraner udfører en lille koreografi, styret af de korte lydimpulser, de modtager. De fleste har set højttalermembraner bevæge sig når der spilles musik på dem, men når det sker på denne måde, er det som om, højttalerne bliver levende og forsøger at kommunikere et budskab eller måske opføre en dans. På et tidspunkt afbrydes dansen og der spilles et musiknummer, hvis lettere falske vokal kommer fra den modsatte væg, ikke ud igennem højttalere, men gennem nogle hovedtelefoner, der må være skruet sindssygt højt op. Et noget mindre værk er Claus Haxholms bittesmå Marshall-forstærkere, som er tændt og brummer sagte, men signalet kommer ikke fra elguitarer; ledningerne er absurd nok stukket ned i en kasse med jord, hvor man så kan forestille sig et band bestående af bakterier eller insekter. Også Delphine Bechards værk leger med lydeffekter, idet hun har ophængt en mikrofon over sin fugleskulptur, som optager lyden i rummet og tilføjer den rumklang, så man lydligt transporteres ind i et langt større rum. Der er dog ikke tale om en lydkunst-udstilling, men snarere om, at lyd og lydteknologi er blevet en tilbagevendende del af ny skulptur i de senere år. Udstillingsstedet Skulpturi.dk har specialiseret sig i det udvidede skulpturbegreb, der kan rumme alle tænkelige materialer. På denne udstilling er det en række helt unge kunstnere, der er blevet bedt om at forholde sig til ”sted” – enten det konkrete udstillingssted eller sted i mere generel forstand. Blandt de mere stedspecifikke er Sofie Herz’s sindrige og skrøbelige konstruktion af sugerør, kontorartikler og papirfotos fra galleriet, der bevæger sig gennem nøglehullet ud til gangen, som en gevækst der ikke kan stoppes. Frederik Tydén er i det ekspressive hjørne, og har kastet sit sengetøj op på væggen dyppet i lyserød maling, der splatter ud på væggen. I den modsatte, cool ende af skalaen har Kasper Hesselbjerg skabt et konceptuelt værk med udgangspunkt i den svært tilgængelige matematiske katastrofeteori. Her slår det strengt rationelle om i det absurde med den matematiske videoanalyse af en scene fra Indiana Jones udspændt mellem ”arkæologens evner” og ”templets kompleksitet”. I en kinesisk lykkekage giver Hesselbjerg en introduktion til den topologiske teori, og han har lavet en bog med haiku-digte om avokado-frugter (og lidt om kiwi og golf). Man får sat både analysehjernen og lattermusklen i gang, og selv om værket spreder sig over mange emner, er der en overbevisende gennemførthed over det når først man har brugt den fornødne tid på at se sammenhængene. Udstillingen lover godt for skulpturens fremtid, og er temaet lidt løst er der til gengæld en del herlige værker at glæde sig over. Den rette måde at forlade stedet på er at suse ned ad Deirdre Humphreys rutsjebane som fører en tilbage i den triste, industrielle virkelighed.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden