Interview-trick

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne TV-anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 22/8-09. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Vupti

Man ser det i næsten hver eneste nyhedsudsendelse på alle kanaler: Vi stilles om til en journalist, som f.eks. står på det sted, hvor en vindmølle er til gene for beboerne, eller på stedet for et politisk møde eller en demonstration. Journalisten beretter om sagen eller stemningen, og bedst som hun er i gang med at forklare, sker der noget, som jeg finder meget ubehageligt. Hun siger ”og her ved siden af mig står politiinspektør Bent Borgerdyd”, eller hvem det nu er, mens kameraet drejer til siden og vupti! Uden for billedet har der stået et hemmeligt interviewoffer klar. Bedst som vi troede, at journalisten stod alene og berettede, viste det sig, at hun blot lagde op til et interview.

Hver gang det sker, mærker jeg et ubehag og en ærgrelse, og jeg kan næsten ikke koncentrere mig om interviewet, fordi jeg føler mig snydt og narret. Og efterhånden kan jeg slet ikke se live-indslag, fordi jeg kun er optaget af, om der står nogen parat ved siden af. Der er to muligheder: Enten er det bare mig, eller også er der noget galt. Det første er det mest sandsynlige, at jeg har udviklet en neurose og skal arbejde med min skjult-interviewoffer-fobi. Men måske er det alligevel muligt at sige noget mere sagligt om dette fænomen

I hvert fald er det klart nok, hvad ideen med tricket er. Vi skal koncentrere os om journalisten mens hun stakåndet beretter om den heroiske kamp mod vindmøller i udkanten af Nørre Vemmelev, og ikke blive distraheret af, at der står en skærmhungrende kommunalpolitiker og venter på at blive interviewet. Det er den letteste måde at gøre det på, og hvad er alternativet?

Alternativet er at have færre ligegyldige live-interviews med den udsendte journalist i centrum. Man kan enten lade studieværten introducere interviewet og så gå direkte til sagen, eller også kan man slet og ret bånde og klippe interviewet. Det sidste gælder naturligvis ikke ved time-for-time-aktuelle begivenheder, og her er formen nok også på sin plads. Men fire ud af fem gange virker den overflødig.

Det har heller ikke altid været sådan. Det begyndte vist i 90’erne og er blevet mere og mere udbredt, i takt med at alt skal dækkes live og mens (eller før) begivenhededen finder sted. Jeg kan nu sagtens vente et par timer med at høre om kampen mod vindmøller, især hvis jeg kan slippe for det skjulte interviewoffer. Men det er nok bare mig.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden