Holger

From Sangilds Wiki
(Redirected from Ismar Cirkinagic)
Jump to: navigation, search

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 5/7-09. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Lyden af magten

Sommerferiens mest populære lydbog må blive den gratis podcast af Dan Larsens dobbeltroman Holger og Viljen til magten. Her hudflettes hele det politiske system med stor indsigt, og det er samtidig rasende underholdene.

Kronprinsen møder op på den fyrede sladderbladsredaktørs hjemmeadresse i selskab med en ven fra frømandskorpset. Vennen giver bladsmøreren en ordentlig en i synet som tak for dengang han offentliggjorte billeder af kronprinsen i intimt selskab med en dame. Men kronprinsen vil slutte fred og hyre den tidligere spindoktor til en hemmelig mission, der kræver en snedig mediestrategi. Fjenden er en kapitalfond, der forsøger at overtage magten i Danmark. Sådan forløber en scene i første del af romanen og podcasten ’Holger’ af journalist og forfatter Dan Larsen.

Hvad nu hvis en udenlandsk kapitalfond opkøber aktiemajoriteten i alle væsentlige danske firmaer, blot for at få magt? Og hvad hvis det får konsekvenser for både statsministeren, kongehuset, PET, lobbyisterne og folket? Dan Larsens dobbeltroman ’Holger’ og ’Viljen til magten’ er en slags politisk satire, men ikke af den slags, der laver tykke, ondsindede parodier på hvad der foregår i dansk politik. Den skildrer, hvad der rent faktisk kunne ske hvis verden så ud som den gjorde i 2007-2008: Kapitalfondene er uden for enhver statslig kontrol, og det er umuligt at trænge igennem med et ønske om at ændre det. Vi har en statsminister, der er tidligere minimalstatsliberalist, men nu har modereret sig, og til gengæld samarbejder med et nationalkonservativt støtteparti. Kronprinsen er uddannet i statskundskab og frømandskorpset og er gift med en intelligent udlænding. Et nyt parti stiftes, og har stor succes med at hverve medlemmer via internettet. Enhver lighed med virkeligheden og levende personer er ganske tilsigtet, og alligevel er det en stærkt uforudsigelig og underholdende handling, Dan Larsen har skruet sammen. De nye alliancer, der opstår undervejs, er konstant overraskende mens magtforholdene ændrer sig, og alligevel har alt sin klare logik.

I modsætning til tågehorn udi politisk romansatire som Klaus Rifbjerg og Georg Metz, har Dan Larsen faktisk forstand på, hvordan politiske magtspil fungerer, og i stedet for at stå på den ene fløj og råbe ad den anden, er der tale om en afdæmpet fortællestil, hvor ingen politiske fløje går fri. Han har lavet sin research i alle detaljer, inklusive statsretslige forhold, spin-tricks, økonomiske magtmidler og ikke mindst internettets og mobiltelefonens politiske muligheder.

Det er ikke svært at se parallellerne til virkelige personer som Kronprins Frederik, Dronning Margrethe, Anders Fogh Rasmussen, Henrik Qvortrup, Peter Brixtofte og Kaare R. Schou (der i øvrigt har været en slags konsulent på projektet). Men den egentlige hovedperson er magtinstanserne i det politiske liv. Og ideen med at lade kapitalfonde indtage små lande er slet ikke så langt fra handlingerne og samtalerne hos visse milliardærer i den virkelige verden. Handlingsgangen er ikke decideret sandsynlig, men dét, at det faktisk kunne ske, er en del af spændingen og underholdningsværdien.

Der er ikke tale om stor litteratur, forstået som sprogkunst, idet de litterære virkemidler langt hen ad vejen må kaldes trivielle. Men det er til gengæld et genialt plot og fremragende satire, der får komplicerede politiske og juridiske emner gjort elementært spændende og morsomme, og det er som sådan værket her bedømmes. De bedste passager er som en blanding af Isaac Asimovs magtspil og Hans Scherfigs sædeskildringer, der både lever sig ind i personerne og spidder dem nådesløst.

’Holger’ er mere end en roman udgivet i to bind: Det er ikke mindst en podcast, altså en lydbog, man gratis kan abonnere på, og det er en hjemmeside med diskussionsfora og supplerende materiale. Bøgerne ligger også som tekst på hjemmesiden under en creative commons-licens, der tillader at man kopierer den til ukommercielle formål, men uden at redigere i den og med angivelse af forfatteren som ophav. Udgangspunkt for denne anmeldelse er podcasten, som jeg medrevet har lyttet til på min iPod over de sidste par måneder, indtil de sidste afsnit blev lagt ud i denne uge. Mens jeg har ordnet vasketøj har jeg grinet højt over det sære spil, der kører mellem statsministeren og dronningen, som ender i en stor ydmygelse. Og på løbeture har jeg hørt fremragende eksempler på praktisk spin og politiske rævekager. Jeg har levet med Holger og alle de andre parallelt med, at Lars Løkke, Simon Emil Amnitzbøll og Prins Henrik har optrådt på slap line i den virkelige verdens intriger. Fortællingen er skrevet kort før finanskrise og Stein Bagger, og man kunne næsten tildele forfatteren profetiske egenskaber.

Det er Dan Larsen selv, der læser op, og det gør han i det store og hele glimrende. Hans stemme er levende, men med den nøgterne distance, der bør være til en sådan menneskelig komedie. Podcasten er velproduceret og tjekket. Der markeres hver gang en ny scene begynder, og det sker tit, for den er bygget op som en fletteroman, hvor man løbende følger 4-5 handlingsspor, der flettes sammen i én stor kamp om magten. I småtingsafdelingen er der dog ind imellem en ganske svag, digital baggrundsstøj, og en gang imellem lægges der tryk på det forkerte ord i sætningen, sådan som det faktisk tit sker i den genre, f.eks. også i DRs lydbogs-podcast. Ingen af delene forstyrrer for alvor fornøjelsen ved lytningen.

Hjemmesiden h-o-l-g-e-r.dk er ganske tjekket, og optræder i øvrigt i romanen som det sted, hvor den anonyme Holger Danske henvender sig til befolkningen. Han samler støtter for sin sag ved hjælp af online-tilmelding, og det samme sker på Dan Larsens Hjemmeside. Man skal således være medlem af ’Holgers hird’ for at kunne deltage i debatten. Måske er det derfor, det ikke er lykkedes at få nogen debat op at køre.

Fortællingen om Holger giver først og fremmest et indblik i det politiske spil, og alt holdes ud i strakt arm, men hvis man alligevel skal tale om et bagvedliggende budskab fra Dan Larsen, er det nok dobbelt: For det første at de politikere, såsom Poul Nyrup Rasmussen, der seriøst har anfægtet kapitalfondenes magt og privilegier, er blevet latterliggjorte og har ikke mødt nogen lydhørhed. For det andet, at det politiske liv, som det udfolder sig på Christiansborg, er ude af kontakt med befolkningen og med de muligheder, der ligger i at være egentlige folkepartier i en verden med Facebook-, blog- og sms-kommunikation. Hvad end man mener om de to spørgsmål, er det i hvert fald stof til eftertanke.

I skrivende stund viser en uofficiel måling på Ekstra Bladets hjemmeside, at rockeren Jønke ville kunne komme ind i folketinget med et solidt mandattal, hvis han stillede op. Nogle gange overgår virkeligheden fiktionen.

Se også

Til forsiden