Ivar Tønsberg

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 28/3-09. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Heltinder

Ivar Tønsberg: Heroines Møstings Hus.

At være en kendt politiker betyder, at ens ansigt nærmest bliver et logo for ens meninger. Vi ser politikernes ansigter så tit og genkender dem med det samme, også i karikaturens forvrængning. Ivar Tønsberg har taget udgangspunkt i en række kvindelige politikeres præsentationsbilleder fra folketingets hjemmeside og lavet vidt forskellige ”heroiske” hyldestportrætter af dem, hvor nogle træk fremhæves og andre gemmes væk. For eksempel er der zoomet ind på Lene Espersens tænder og ørering, som vel også er hendes mest karakteristiske træk, mens Anne Baastrups læber bliver overdrevet i en grad, så man skulle tro, hun have fået sprøjtet botox i dem. Karen Jespersen ser allerede 20 år yngre ud på sit profilfotografi, og det viderefører Tønsberg, så man næsten får billedet af en frækt flirtende ungpige. Mange af malerierne halverer ansigtet. Det sker helt konsekvent med Pia Kærsgaard, som får mange forskellige udtryk, fra det mildt charmerende til det forfaldne med få ændringer i gengivelsen af det samme forlæg. Ind imellem fornemmer man en særlig fascination af en detalje, såsom Pia Christmas-Møllers hårpragt, der bliver et impressionistisk landskab i sig selv.

Man kan ikke lade være med at læse tegn og symboler ind i billederne, på trods af at maleren påstår kun at være optaget af ansigterne og ikke beskæftige sig med deres politiske tilhørsforhold. Hvorfor så beklæde socialdemokraterne Mette Frederiksen og Karen Hækkerup med det kommunistiske stjernesymbol? Det virker ret polemisk. Når Carina Christensen næsten forsvinder monokromt, er det så ikke en afspejling af at hun er den mest anonyme kulturminister vi har haft? Når det samme sker med Birthe Rønn Hornbech, er det så ikke en markering af at den retskafne og kontante politiker, vi kendte, falmede da hun fik en uriasministerpost? Sådan må man nødvendigvis spørge til visse af værkerne.

Det frækkeste værk er den væg med en masse børnebluser, hvorpå de politiske heltinders ansigter er trykt, som var de idoler på linje med Spiderman. Her fornemmer man for alvor det bid, som mangler på store dele af udstillingen, der er sjov og seværdig, men som ikke helt forløser sit potentiale. Og endelig må man spørge om ikke denne måde at vise magtens kvinder på, kommer til at fasttømre blikket på deres udseende frem for deres handlinger og derfor bevarer det kvindebillede, den vil gøre op med?

Torben Sangild

Se også


Til forsiden