View source for John Olsen

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 16/4-09. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

==Undreværker==
''John Olsen: Kunsten at se [http://www.sophienholm.dk/ Sophienholm].'' 

Midt i rummet står et såkaldt ”undreskab”. Det er en glasmontre fuld af sære ting: En mammuttand stukket ned i en slidt barnesko, to døde fugle i et knust spejl, en uhyggelig dukke med udviskede ansigtstræk, et bæltedyrsskjold, noget der måske er en elefantpenis og ikke mindst et vaskeægte skrumpehoved. Det er blot de mest fremtrædende elementer i denne nøje tilrettelagte komposition af fundne objekter, som man i timevis kan gå på opdagelse i og, ja, undres over. 

John Olsen er en egensindig kunstner, der lige siden slutningen af 1950’erne har været optaget af naturen omkring ham, især fugle, uden skelen til moderigtige tendenser i kunsten. Til gengæld har han videreudviklet sin kunst og konstant afprøvet nye medier og metoder, og det er det som fortsat gør ham vedkommende i dag. Mens de tidlige tegninger er fantastisk dygtig zoologisk illustration, der i sig selv kunne være blevet en beundringsværdig karrierevej, er skulpturerne slet og ret kedelige. En troldand bliver ikke interessant af at blive støbt i bronze – tværtimod; det ville være sjovere at se anden udstoppet. Det, som er så slående på Sophienholms udstilling, er nemlig, at de konkrete objekter næsten altid er mere overvældende end afbildningerne, fordi de tænder fantasien. Ikke kun når de selv er udstillet, som i undreskabene, men også til dels når de bliver trykt på papiret som et spor af noget dødt organisk. Eller noget levende, som i tilfældet med dræbersneglene, der trækker spor henover det sorte papir, og danner en kaotisk struktur. 

Det er de sidste 20 år af John Olsens produktion, der er det mest interessante. Han laver smukke aftryk af dyreindvolde, der netop reddes fra det lidt for lækkert dekorative ved samtidig at være konkrete spor af noget, der normalt betragtes som ulækkert: Tarme, moderkager og maver fra får for eksempel. Eller han kører havetraktoren hen over dyrehuder, som efterlader et aftryk på præpareret papir. Han laver ’svedetegninger’ i saunaen, hvor dampen og sveddråberne er medskabere. Tilfældet bliver et nøgleord, ligesom i naturen selv, og kunsten bliver i egentlig forstand eksperimenterende. 

Men det er og bliver undreskabene og de tilsvarende glaskasser med konkrete objekter, der gør det største indtryk: En er fyldt med ”mågemumier”, en anden med åleskind og et tredje med bananskræller. Gentagelsen af de mange næsten ens objekter skaber et helt andet, mere cool udtryk i kraft af serialiteten end en enkelt død måge ville gøre. Her lægger tingfinderen Olsen sig snarere i traditionen fra avantgarden end fra faderskikkelsen Johannes Larsen. 

I forbindelse med udstillingen udgives en meget flot og lækker bog fuld af gode illustrationer. Den indeholder en lang tekst af Erland Porsmose, der er kedelig i sin vægt på livsforløbet og lidt konservativ i sit kunstsyn. Man får fortalt om alle mennesker, John Olsen har mødt og alle de steder, han har boet, og så lidt ind imellem om hans kunst. Det omvendte havde været at foretrække. 

Torben Sangild

===Se også===
*[http://www.groveloejer.dk/sangild/2009/04/undreskabe_og_tingfinderier_1.html Billeder, supplerende bemærkninger og diskussion]


[[Sangilds Wiki|Til forsiden]]

[[Category:Kunst]][[Category:Anmeldelser]]