Kathrine Ærtebjerg

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 7/11-09. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Det foruroligende eventyrland

Kathrine Ærtebjerg: Out of Darkness Galerie Mikael Andersen.

Kathrine Ærtebjerg er kendt af de fleste for sine eventyrlige malerier, hvor eksistentielle temaer udspiller sig i et drømmeagtigt, barnligt univers. Hun er en fremragende maler, men samtidig kan man godt få for meget af dette symbolistiske eventyrland af ensomme piger der bliver til kvinder i verdener af sære dyr og planter. Der kan i værste fald gå Chagall i den, og det hele kan blive lidt for sødmefuldt, selv om der også er diskret foruroligende elementer til stede. Hendes seneste billeder er blevet mørkere i paletten, hvilket klæder dem. Som sædvanlig er de sigende titler også skrevet på væggen: ‘Hun var beskyttet’, ‘Hun rettede sig op’, ‘Hun sad fast’ osv. Meget almene situationer, som ofte kan tilskrives det karakteristiske hvide kvindeansigt med markante øjne, øjenbryn og næse. Hun er en gennemgående figur i over halvdelen af værkerne, og selv om der stadig er pubertetsbilleder, ser vi hende også som aldrende og døende med et uudgrundeligt, lidt hårdt ansigtsudtryk. Moderskabet tematiseres i ‘Moder af skyggelandet’, og det er bestemt ikke nogen idealkvinde, men snarere et lortebrunt monster, hvis arme er erstattet af tentakler og muslingeskaller. Det kan både ses som den omklamrende mor, som moderen, der er ved at ædes op af skyld og selvhad, eller måske er det moderen set fra datteren i bunden af billedet, der skal løsrive sig fra den kvalmende symbiose, og hvis idealisering af moderen erstattes med væmmelse og afstand. Det står åbent, som altid hos Ærtebjerg, og det er både en styrke og en svaghed. En styrke, fordi flertydige og åbne billeder ikke sådan lige udtømmes – man kan blive ved med at forsøge at forstå dem, hvis de er gode. En svaghed, hvis flertydigheden bare er en abstrakt vaghed, en manglende præcision. Moderbilledet hører til i den første kategori, men det gælder desværre ikke alle billederne. Hvis man skal lege fortolker-Holger skal man fascineres af motivet, ikke kun af billedskønheden. Udstillingens mest slående billede er ‘De var ude efter hende (hullet)’, hvor kvinden har fået et behåret abeansigt og med spredte ben blotter – ikke et egentligt kønsorgan, men blot et lille, cirkelrundt hul, som måske er en anus, men ud af hvilket der hænger en snor. Hun er omgivet af organisk-abstrakte plamager, som kan minde om indre organer. Det har uden tvivl noget at gøre med dyrisk, kvindelig seksualitet, og det har sjældent været så konkret som her, selv om der stadig er gåder at løse. I stedet for sarte ungpige-antydninger får vi her en foruroligende fuldvoksen modenhed, og det er godt at se.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden