Kirstine Roepstorff
Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 23/5-2009. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.
Stoffer
Kirstine Roepstorff: Rainbows. Galleri Christina Wilson.
Kirstine Roepstorff har kastet sig over blomster og balancekunstnere. Det er ikke helt klart hvorfor, men man kan forsøge at lægge de mange elementer sammen i hendes stof-og-papir-collager og se om der tegner sig et billede. De største af værkerne er dem med balance-kunstnerne, altså en slags gøglere, der balancerer bolde på pinde eller jonglerer med kegler eller hatte. De træder halvt ud af baggrunden som flygtige relieffer, der endnu ikke har frigjort sig fra deres farverige tekstilverden. At benytte sig af tekstiler og andre håndarbejdsmaterialer har i årevis været et af Roepstorffs gennemgående greb, der ikke kun har et æstetisk, men også en feministisk aspekt. Hun griber fat i de traditionelle, nedvurderede, ”kvindelige sysler” og manifesterer dem som gyldige kunstneriske udtryk med politiske undertoner. Men hvad får man, når det kombineres med balancekunst? I hvert fald nogle meget flotte billeder, der viser en suveræn beherskelse af virkemidlerne. Nogle billeder af koncentration, nogle billeder, der selv er i balance.
Skal man finde et egentligt indhold, må man gå til de collager, der indoptager avisbilleder fra hele verden, men også her er udsagnene gådefulde. Hvad får man, når man sætter en stor, nedhængende blomst sammen med avisudklip om en myrdet palæstinænser, en rettelse i en avis, der havde skrevet at Sovjet forbød islam, og en notits om en milliardær, der har begået selvmord? Det går ikke op, men giver nogle nålestik af verden af i dag. Værket hedder ’Hvilende natblomst’, og den ro som titlen udsiger, og den frodighed blomsten udstråler, står i skarp kontrast til de voldsomme emner, der tages op i avisudklippene. Kontrasten går igen i de andre collager, og måske handler udstillingen om at finde ro og balance i en ustabil verden. Balancen synes ikke blot at være en længsel, men en reel mulighed, hvad enten den skal opfattes som mental eller samfundsmæssig. Og så er den også æstetisk, i kraft af de rektangulære stoffelter, der harmoniserer kompositionen.
Der findes to slags gådefuldheder: Dem der blot er rodede og upræcise udsagn, og så dem, der pirrer ens nysgerrighed med noget vedkommende og skarpt i deres uafgørlighed. Roepstorffs collager hører til de sidste. Bortset fra de få værker, der kun rummer en blomst og stiller sig tilfreds med skønheden og måske bruger blomsten som et symbol. Dem kunne jeg godt have undværet.
Torben Sangild
