Koncertsituationen

From Sangilds Wiki
Revision as of 13:56, 17 March 2018 by Janusmoos (talk | contribs) (1 revision imported)
(diff) ← Older revision | Latest revision (diff) | Newer revision → (diff)
Jump to: navigation, search

Dette er et debatindlæg jeg, Torben Sangild, skrev som inviteret til det såkaldte “3mandsudvalg” hos tidsskriftet for ny musik, Autograf i 2007. Det handler om hvordan man er bundet til bestemte koder og vaner alt efter om man betragter en koncert som “klassisk” eller “elektronisk”, og er en opfordring til at lade nye koncertformer opstå i takt med at nye musikformer og crossover-fænomener fylder scenerne. Da 3mandsudvalgets blog i mellemtiden er taget ned, lægger jeg indlægget her.




At gå til koncert er ikke alene et spørgsmål om at høre musik. Hver sin type koncert har nogle bestemte koder knyttet til sig, og når musikgenrerne blandes, opstår der nogle gange forvirring om hvilke koder der gælder. Jeg vil begynde med at give et eksempel, nemlig en koncert i Plex i foråret 2007 med Frank Bretschneider, Ejnar Kanding, Contemporánea og Anders Elberling.

Som navnene antyder, var der tale om en crossover-koncert mellem konservatorie-verdenen (det som nogen stadig insisterer på at kalde ”ny musik”, selv om det ikke giver nogen mening) på den ene side og electronica-verdenen på den anden.

Jeg ville meget gerne ophæve skellet mellem sådanne genrer, og jeg mener også at det primært er et institutionelt skel. Det handler om hvorvidt komponisten er uddannet på konservatoriet og er opdraget til at skrive musik for klassiske instrumenter og indgå i en museal fødekæde eller om han/hun er autodidakt og spiller sin egen musik hvor som helst.

Michael Nyvang har tidligere her i 3mandsudvalget kritiseret genreskel som sådan, og min kommentar er stadig at det er en smuk utopi blot at betragte musik som musik og ikke lægge mærke til eller benævne dens stilarter og genrer. Men netop en utopi, ikke en reel mulighed. Det betyder dog ikke at man ikke kan lirke disse båse op – det både kan og bør man.

Og nu kommer jeg så tilbage til mit koncerteksempel, der viser hvor svært det kan være at bevæge sig mellem de institutionelle vaner.

Det begyndte allerede før koncerten, nemlig da jeg overvejede hvornår jeg skulle møde op. Der stod at det var kl. 20. Det burde naturligvis være en præcis nok tidsangivelse, men det er det bare ikke. Hvis det er en konservatoriemusik-koncert, så betyder kl. 20 at man skal komme før kl. 20, fordi koncerten begynder kl. 20. Ganske anderledes hvis det er en electronica-koncert. Så betyder kl. 20 at dørene åbnes kl. 20, men at kun tabere møder op før en time senere, kl. 21, og at koncerten sandsynligvis ikke går i gang før 21.30.

Jeg ankom kl. 20, og det var meget godt, for koncerten gik faktisk i gang kl. 20, viste det sig, men mange kom trissende ind senere, og de vidste sikkert ikke bedre. Faktisk var musikken gået i gang da jeg kom, men det viste sig at være en slags pausemusik der også kørte imellem de egentlige koncertværker.

I begyndelsen af koncerten sad to fyre bag mig og snakkede højlydt. Musikken var skrøbelig, og det virkede generende. Det fik mig faktisk til at vende mig rundt med en panderynken, hvorefter de straks tav. Disciplinerings-spillet var begyndt.

Ude i forhallen var der en bar. Baren var åben. Det var varmt. Meget varmt. Bartenderen stod og kedede sig, for de eneste kunder var koncertpublikummet, og de var til koncert. Ingen rørte sig fra deres sæder, og noget tyder på at konservatoriepublikummet dominerede. Jeg var tørstig. Jeg trængte. Jeg ville ud og købe mig en kold cola. Men jeg tøvede, for ingen andre gjorde mine til at rejse sig og gå ud.

Alle var vi – som Odysseus til masten - lænket til vores ubekvemme hårde bænke mens sirenerne spillede deres skønne musik.

Men selv episke helte kan blive tørstige. Og det var som sagt meget varmt. Til sidst tog jeg mod til mig, rejste mig og gik så stille og uforstyrrende som muligt ud. Det var ikke uden vanskeligheder. Man var nødt til at gå ned på scenegulvet og gå mellem publikum og de optrædende. Som om det ikke var nok, knirkede gulvet også en smule. Selv om jeg virkelig gjorde mig umage for at vække så lidt opsigt som muligt, fik jeg et par vrede blikke fra nogen af dem der holdt hårdt på de former de troede gjaldt – altså den klassiske, borgerlige musikkulturs.

Ude i forhallen var det helt tydeligt at det var meningen at man skulle gå derud løbende.

Koncerten blev nemlig transmitteret på en storskærm ved siden af baren. Bartenderen var glad for at se mig. Jeg var lykkelig over at få min cola. Da jeg listede tilbage var de vrede blikke delvist afløst af misundelige miner. Og der skulle da heller ikke gå mange sekunder før de næste fulgte efter. Og i løbet af koncerten tror jeg faktisk ikke der var nogen der undlod at tilfredsstille deres behov for at få noget at drikke i varmen. Heller ikke dem der først havde skulet irriteret, som jeg konstaterede med heroisk tilfredshed. Koncerten kombinerede klassisk ensemble, computere og VJ. Musikerne vendte ryggen mod publikum og kiggede mod skærmen med Elberlings projektioner. En overgang materialiserede der sig ganske vist en dirigent, men bortset fra dette intermezzo var og blev projektionerne det visuelle centrum.

Musikken? Den var fremragende (med undtagelse af ét værk). Højdepunktet var Frank Bretschneiders soloværk med hans egne visuelle computer-animationer. Aldrig har jeg oplevet musik og billede gå op i en så knivskarp og bogstavelig enhed. Men dette er ikke en anmeldelse, og det skal for en gangs skyld ikke handle om musikken.

Pointen er at de institutionelle vaner og konventioner lever på godt og ondt. For mig at se må vejen frem være at ryste posen lidt og se på hvilke museale koncert-konventioner fra den klassiske musik vi skal bevare og hvilke der er overflødige. Er det for eksempel altid nødvendigt at sidde stille på hårde bænke? At klappe i 10 minutter mens musikere og komponister og dirigenter defilerer ind og ud, uanset hvor god koncerten har været?

Det kan sagtens lade sig gøre på anden vis, som vi fx delvist oplevede det på Spor-festivalen 2007. Fordelen ved vanerne er at de er gennemsigtige, så man ikke behøver tænke over formen. Ulempen er at de kan ødelægge den musikalske oplevelse ved at være så utidssvarende at et moderne menneske ikke kan finde sig til rette i dem. At de nogle gange hæmmer den æstetiske erfaring og sanselige lyst frem for at fremme den. Det må i hvert fald være afgørende at kunne stille spørgsmålstegn ved dem og forsøge andre muligheder i stedet for blot at sige at alt er godt nok som det er. Sækkestole og bar er en mulighed. En kort, 20 minutters stående koncert en anden. Hvorfor ikke?

Torben Sangild