Kunst og bæredygtighed

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 12/10-09. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Ikke til at bære

Kunst og bæredygtighed. Byggeriets hus, Frederiksberg.

God politisk kunst er noget, hvor kunstneren siger noget nyt, udpeger noget slående eller stiller spørgsmål, der ellers ikke stilles, og gør det på en præcis og interessant måde, som regel på baggrund af, at kunstneren har sat sig ind i aspekter af emnet, der rækker langt ud over den almene viden. Dårlig politisk kunst har et alment budskab, som de fleste publikummer kender og er enige i, fx at krig er ondt og at dialog er godt, og illustrerer på overfladisk vis dette budskab. Sådan groft sagt. Udstillingen ”Kunst & bæredygtighed” er et godt eksempel på dårlig politisk kunst.

Tag nu fx Ronald Burns, der har lavet et dobbeltbillede, kaldet ‘Før og efter’, der fejler på alle tænkelig niveauer. ‘Før’ var alting er farverigt paradis af natur. Harmløs natur, vel at mærke, noget med sommerfugle og blomster i smukke farver. Men nu er blomsterne sort/hvide, årstider er noget man vælger på en knap og børn og organer kan fås på dåse. Jehovas Vidner kan godt gå hjem at lægge sig når først Burns svinger sin kitsch-pensel. Således indledes udstillingen.

Og der er ingen ende på Frederiksberg-kunstnere, der pludselig er blevet bekymrede her i finanskrisen og klimaåret. Vi forbruger for meget, og er på vej mod dommedag, der ikke ser rar ud. Men hist og her er der blomster af håb. For natur er godt og fredeligt og rart, og det moderne menneske er ondt. Det er muligvis ikke helt forkert, men det er overfladisk, klichéfyldt, romantiserende og ekstremt unuanceret. Kom nu ind i kampen! Der er faktisk kunstnere ude i den store verden der arbejder direkte med gensplejsning og miljøteknologier, og som aldrig kunne finde på at male en visnende blomst.

Det eneste, der redder udstillingen fra den absolutte bundkarakter, er at dens to kendis-kunstnere tager drillende og legende fat i begrebet ‘bæredygtighed’. Peter Carlsen lader sin gennemgående figur stå med en tung indkøbspose fuld af sodavand, mens han skuer heroisk ud i det fjerne. ‘Bæredygtig Villy’ hedder den, og det er både morsomt og præcist. Bjørn Nørgaard putter Venus fra Milo i en container og kalder det ‘Recycling art’. Bæredygtighed i kunsten er nemlig at skabe værker der holder. Det gør de fleste værker på udstillingen ikke.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden