Kunsten bag tremmer

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 26/3-08. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

En engel i fængsel

Kunsten bag tremmer. Kunstmuseet Køge Skitsesamling.


Forestil dig, at du har begået et mord. Du sidder i fængsel på tredje år, og fra dit cellevindue har du udsigt til en skulptur, en slags engel med udbredte arme, der både har kvindebryster og penis, både tatoveringer og tornekrans, både bodybuilder-krop og vinger. Du ser den hver eneste dag, og den irriterer dig lidt, fordi den både er mand og kvinde og fordi engle er noget pjat.

En morgen, efter du har ligget vågen hele natten og overvejet, hvordan du kan begå selvmord, får du et syn: hermafrodit-englen træder ud af morgentågen og vender sig imod dig. Den svæver hen til dig og lægger hånden på din pande. Du gennemrystes af anger og forløsning og græder som pisket. Fra da af er skulpturen din ven og dit håb.

Kan kunsten gøre noget sådant i et fængsel? Jeg aner det ikke, men man må fantasere for at forestille sig fængselskunstens virkning på afstand, og hvis min fantasi rummer et element af kitsch, er det ikke anderledes end Christian Lemmerz’ engel Jailbird. Skulpturen har også træk til fælles med den antikke krigsgudindeskulptur Nike fra Samothrake, og er dermed ikke et entydigt kristent symbol.

Køge Skitsesamling dokumenterer kunsten i Statsfængslet Østjylland, der blev bygget i 2006 med henblik på at skabe et bedre fængselsmiljø for både fanger og ansatte uden at give køb på sikkerheden. En række kunstnere blev inviteret til at skabe hver deres bidrag. Ud over Lemmerz er det Peter Hentze, Øivind Nygård, Hanne Varming og Kirsten Ortwed. Værkerne præsenteres på udstillingen i form af fotografier, skitser og plancher. Desuden ser man citater om fængsler fra Jyske Lov til Michel Foucault, og Bersang & Saugmann har lavet et diasshow med fotografier, der præsenterer arkitekturen, skabt af Friis & Moltke.

I Øivind Nygårds fantastiske, såkaldte Altertavle, er der er slået hul i fængselskirkemuren og placeret et asymmetrisk messingkors i hullet. Det, man ser uden om korset, hvor lyset bryder ind gennem de nedrevne mursten, er et illusorisk løfte om at kunne gennembryde muren og flygte. En håndfast og verdslig ide om frelse.

Mindre overbevisende er Hanne Varmings genbrug af søde bronzeskulpturer af mennesker i alle aldre, gerne på bænke, såsom Mine oldeforældre, der er kendt fra Kultorvet i København. Hvad Hanne Varmings oldeforældre skal i fængsel for, er meget uklart, og hendes skulpturer virker ærligt talt malplacerede. Peter Hentzes koloristiske malerier ser heller ikke så interessante ud, hvilket måske skyldes den meget mangelfulde formidling af dem. Det er simpelthen uklart, hvad der er udstillet i rummet.

Fangerne og personalet er fuldstændig fraværende, hvilket ikke entydigt er museets skyld. Det visuelle fravær skyldes, at fotograferne ifølge reglerne ikke har måttet inkludere mennesker i deres billeder, og derfor ser man ikke arkitekturen i funktion. Man må fantasere. Men så kunne man måske til gengæld have spurgt nogle af dem, der har deres gang i fængslet om, hvordan kunsten påvirker dem. For det er jo ikke uvæsentligt. Det eneste vidnesbyrd om reaktionen på kunsten er en ophængt avisartikel med et interview med en ansat om det nye fængsel. På lignende avisophæng kan man læse om hvordan fængslet i praksis har haft store problemer med en hård kerne af ind- og ansatte, der terroriserer de andre, stik imod de idealer, fængslet blev bygget på.

Der fortælles en anden vigtig historie i en lille sideudstilling lavet af kunstneren Kenneth A. Balfelt i samarbejde med nogle 10.-klasses-elever. Her handler det om de fængsledes børn, og to af projekterne gør indtryk. Ud over teenage-poesi og formningslokale-kunst har eleverne nemlig lavet et fremragende forslag til en ny indretning af besøgslokalet, der sætter en bedre ramme om familiens besøg hos den indsatte. Det er lavet som en installation, man går ind i, og sammenlignet med billederne af det eksisterende lokale er man ikke i tvivl: med enkle midler som pænere møbler, et spejl, legetøj osv. er her bedre rammer for mødet. På en ligeledes vellykket video fortæller en teenagepige om, hvordan det er at have en far, der sidder i fængsel.

Udstillingen bør ses for sine højdepunkter og for sit delvise, men sjældne indblik i fængselskunsten. Resten må man fantasere sig til.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden