Larissa Bates

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 31/5-2008. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Bløde og hårde mænd

Larissa Bates: ’Man Power’ Mogadishni.

Der findes to mandetyper i Larissa Bates’ univers, og til gengæld ingen kvinder. Den ene mandetype er ’CryBaby MotherMen’, som er milde og omsorgsfulde, og som tager sig af deres børn. Den anden mandetype er ’Napoleon Head Honchos’, som er mere tegneserieagtige militærmænd med napoleonshatte på hovedet og krig på kniven. De to mandetyper mødes i serien ’Man Power’ – en lang række malerier af forskelligt format med barokke tableuaer der repræsenterer konfrontationen mellem den hårde og den bløde mand. Mens de hårde NapoleonsMænd er ude af stand til omsorg, er de bløde ModerMænd livgivende, idet vandet i floderne kommer fra deres mange tårer, ligesom enkelte af dem har mælkefyldte bryster på hoften.

Og her er det så, at denne anmelder som nybagt far med forestående barsel umiddelbart blev lidt provokeret over, at Bates i forsøget på at få den omsorgsfulde far frem i lyset, gør ham til en slags mor, og dermed synes at stadfæste den dumme myte om at manden mister sin maskulinitet og bliver kvindemand, hvis han tager sig af sine børn. Hele modstillingen af den hårde (maskuline) og den bløde (feminine) mand er netop det som vi meget gerne skulle være på vej væk fra.

Og heldigvis er det heller ikke så enkelt når først man kigger grundigt på billederne. CryBaby MotherMen er stærke og dyrker brydning, og de er langt mere maskuline at se til end de stive NapoleonsMænd; de hviler tydeligvis ædelt i deres følsomme maskulinitet. NapoleonsMændene derimod er nødt til konstant at bekræfte deres maskulinitet ved at tage på kurser i cowboy-rodeo og militærtræning og ved at bekrige ModerMændene. I de mange slag svigter NapoleonsMændene deres børn, som alle er forpuppede mandslinger, og det går på et tidspunkt op for dem at børnene lider og græder og er tiltrukket af ModerMændene. Det magiske sker, at de overdrager deres børn til Modermændene i anerkendelsen af, at de vil kunne tage sig af børnene. Måske vil der vokse en tredje mandetype frem når NapoleonsBørnene opfostres som MorMænd?

I hvert fald er Bates i færd med en meget lang fortælling, der har varet i flere år og spreder sig over massevis af malerier, alle i samme eklektiske gouache, der trækker på både persiske, japanske og middelalder-europæiske billeddannelser. Men hendes fortælling er ikke lineær som i en billedbog; den er snarere som en masse små selvstændige fortællinger, der foregår i det samme, mærkelige univers. Et univers hvor Napoleonsmændene knæler i ærbødighed over for de ModerMænd de netop har korsfæstet; og hvor evnen til med styrke og fasthed at vise omsorg og sårbarhed i sidste ende er et stærkere våben for en mand end krigsdyrkelsens høje hat.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden