Margrethe IIs kunst

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 10/4-2010. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Royale rum og lunkne landskaber

Dronning Margrethe II: Et livsværk. Skovgaard Museet, Viborg

To hjerter


Lad os begynde med det positive: Mange af decoupagerne er rigtig gode. Her formår Margrethe II at skabe fascinerende, velkomponeede, drømmeagtige scenarier med effektfulde rumvirkninger. En pornografisk Egon Schiele-skøge knæler for eksempel over en marmorsten med indlagt perle. Hun kommer flyvende ud af et trompe l’oeil-maleri med jagtnedskudte fugle og er omgivet af ægte tæpper, sære frugter og musikinstrumenter. Billedet hedder ‘Glemte melodier til en nyfigen muse’ og er et af de seneste værker, en illustration til en kommende digtsamling af en vis Henrik. Det gælder også ‘Venus og måneægget’, som ses her på siden, hvor det rumlige perspektiv er decideret svimlende. En decoupage er en slags collage, hvor der udelukkende anvendes billedudklip, og hvis man, som denne kunstner, bruger aktionskataloger som primært råmateriale, kommer billederne til samtidig at være en kunsthistorisk sampling, der refererer tilbage til både kendte og ukendte kunstnere.

Decoupagerne trækker på både en surrealistisk tradition med Max Ernst som hovedfigur og en endnu ældre tradition for fantasibåren decoupage-dekoration med H.C. Andersen som den mest kendte udøver. Margrethes decoupager er ofte ovale, og mange af dem er blevet brugt som trickbaggrund i eventyrfilmene ‘De vilde svaner’ og ‘Snedronningen’. I sidstnævnte serie vrimler det med diamanter, men fordi de tjener som sne og is, undgår de kitschfælden og integreres æstetisk overbevisende.

Kunstneren Margrethe er i det hele taget bedst når hun laver brugskunst og illustrationer. De landskabsmalerier, der dominerer udstillingen, er desværre ikke på niveau. Her mangler den perspektivdybde, udtrykskraft og tekniske formåen, man kan forvente i en tradition med mange, gamle mestre og forbilleder. Hertil kommer at motivvalget er sært kedeligt og utidssvarende. Man ser træer og buske og jord og græs og vand. Kun sjældent spor efter mennesker, og aldrig nogensinde personer eller tegn på en nutid. En å omgivet af grønt; den samme allé i Fredensborg malet på forskellige måder; en lind og en ahorn side om side; en stendysse domineret af blålige farver. De bedste er et par billeder fra 1997, hvor motiverne bevæger sig over i det abstrakte og farverne i retning af en fersk fauvisme.

Billederne synes båret af en længsel efter tiden omkring år 1900 og samtidig efter menneskets fordrivelse fra kunsten. Det gælder ikke mindst en serie af rene fantasilandskaber, domineret af grønt græs, blåt vand og bakker. En drøm om en uberørt natur, båret af lettere ubehjælpsomme billedkompositioner som et amatøristisk ekko af L.A. Ring.

Det er slående, at den fornemmelse for rum, som præger decoupagerne, er nærmest fraværende i akrylmalerierne. Ofte er det ellers omvendt: Collage-æstetikken er en fladekunst, der punkterer rummet, mens landskabsmaleriet er båret af en perspektivisk dybde.

Måske kan man godt få et interessant udtryk ud af noget så fortærsket som landskabet. Men det kræver, at der er et ‘mere’. En ny form, en ny vinkel eller i det mindste en sitrende atmosfære. Ingen af delene er til stede her, og det er påfaldende som forsøgene på at give naturen stemning mislykkes. Selv det taknemmelige motiv af en sort sky, der dækker for solen over en bakke, mangler den udtrykskraft, motivet lægger op til.

Sammenligner man for eksempel disse billeder med vor tids største landskabsmaler, Allan Otte, er modsætningen indlysende. Hos Otte er landskabet konkret, industriel nutid, og der er både mere selvbevidst billedflade og perspektivisk dybde. Her kan selv et storlandbrug eller en motorvej gøres til fascinerende motiver. Hos Margrethe sker næsten det modsatte: Hvad angår disse billeder er man bedre tjent med selv at gå en tur i skoven eller parken, for virkeligheden er langt mere interessant. Kan være at kunstneren har et personligt tilhørsforhold og vigtige erindringer til de steder, hun maler, men det kommer der ikke i sig selv god kunst ud af.

Helt så galt står det ikke til med akvarellerne, hvor de bundne opgaver, såsom en kalender, giver grobund for hyggelige illustrationer. Tegningerne til Tolkiens ‘Ringenes herre’ er næsten skitseagtige, og det er bemærkelsesværdigt at der også her næsten konsekvent ikke skildres personer. Ikke skyggen af en hobit, en troldmand, en elver eller Gollum. Der er broderede puder med landskaber, der endnu en gang bekræfter at korsstingsbroderiet i det digitale billedes tidsalder ligner grove pixeleringer. Der er også nogle fine kostumer og en bispekåbe til Viborg Domkirke.

Men det er rummet med decoupagerne, denne anmelder vender tilbage til. Her sker der et eller andet, som er mere interessant end ophavskvinden. Her remixes kunsthistorien i slående sureelle billeder, og der skabes den atmosfære, som malerierne mangler.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden