Difference between revisions of "Medicinsk Museion"

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search
 
m (1 revision imported)
 
(No difference)

Latest revision as of 13:56, 17 March 2018

Denne artikel, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 27/2-2009. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Uden bedøvelse

Medicinsk Museion viser historien om hvordan igler og beskidte knive engang var lægekunstens foretrukne midler. Særudstillingen viser nutidens visuelle design baseret på skønheden i celler og molekyler Menneskefedt, mumiestøv, knust enhjørningehorn og mos fra kranier: 1600-tallets apotek minder mere om vore dages homøopati og anden kvaksalverindustri end om et sted for medicin. På Medicinsk Museion ser man meget konkret udviklingen fra dengang og frem til 1960’erne i én og samme smukke apotekerbutik med krukker, salver, morter og en pilletriller, så apotekeren selv kunne lave sine piller. En kæmpe iglekrukke vidner om at dette blodsugende dyr var den mest almindelige behandlingsform for utallige lidelser. Og ovre i hjørnet er der en kæmpe beholder til en universalsalve, Theriak, der indeholdt alt muligt i håbet om, at noget af det måtte virke – bl.a. italiensk hugormekød, arabisk gummi, honning, rom og diverse krydderier. Den eneste ingrediens i salven der med en vis sandsynlighed havde en virkning, var opium.

Snavs og udluftning Det bliver hurtigt meget klart at den lægekunst, man havde før 1800-tallet ikke havde meget med videnskab at gøre. Den gik ud fra antikkens lære om de fire kropsvæsker kombineret med fikse ideer frem for systematisk at afprøve virkningen af stoffer og behandlingsmetoder. Det kan faktisk være svært at genkende det, vi i dag forstår ved læge- og kirurg-gerningen. Museet viser os medicinens og lægevidenskabens historie i Danmark – med vægten på København, hvor Frederiks Hospital (Danmarks første) spillede en afgørende rolle frem til 1919. Et besøg på Medicinsk Museion er ikke harmløs adspredelse; man gyser, væmmes, fascineres og bliver klogere af de mange morbide instrumenter, præparater og fortællinger om lægevidenskabens vanskelige fødsel. Et afgørende eksempel på lægegerningens fremskridt er opdagelsen af klinisk hygiejne i slutningen af 1800-tallet. Inden da rensede man flere patienters sår med samme svamp; lægerne og sygeplejerskerne vaskede ikke hænder; der blev ikke skiftet sengetøj fra patient til patient og de kirurgiske instrumenter blev højst tørret af i en klud. Til gengæld var man fanatisk med udluftning – der skulle luftes ud konstant året rundt. Det var måske heller ikke nogen direkte dårlig ide, men det battede bare ikke rigtig så længe alting var syltet ind i bakterier og vira.

Rygende kirurger Også kirurgien har gennemgået en rivende udvikling. I centrum af bygningen er det gamle, smukke auditorium, hvor man kunne demonstrere dissektionen af lig. Det er opbygget som et halvt amfiteater under en kosmisk kuppel, og nede i bunden står der to borde: Et stort til et helt lig og et mindre til enkelte kropsdele. Der er blodafløb på træbordene, men i dag er de rene og foredragsholderne læner sig op ad dem. Indtil bygningen blev opført i 1787, var kirurgi noget, man overlod til barberen, der jo havde et håndelag med skarpe knive. Nu blev det et akademisk fag, men stadig et håndværksfag skarpt adskilt fra lægefaget og med noget mindre prestige. Luften i rummet må have været ganske tyk, for ligene kunne ikke afkøles og var som regel nogle dage gamle, så for at overdøve stanken blev der røget lystigt af kirurgerne. Man må krympe sig når man ser instrumenterne til at foretage en gammeldags urinvejssten-operation – naturligvis uden bedøvelse – og plancher, der viser den ufatteligt smertefulde proces. Og ryste på hovedet når man ser at en udbredt behandling for forkølelse har været at blive spiddet igennem huden i nakken. Det kan være svært at forestille sig at folk frivilligt er gået med til datidens operationer, der i øvrigt ofte førte til døden.

Organer i sprit I psykiatrien er der en lang tradition for ufrivillighed, og for hvad der kan minde om torturinstrumenter. På museet står en dårekiste, en tvangsstol og en krampeseng. De er mindst lige så ubehagelige, som de lyder, og indebærer som regel at patienten fikseres, ikke i timevis, men i mange dage uden at kunne røre sig. Psykiatriske patienter inkluderede vel at mærke også epileptikere. Selv om der også i psykiatrien er sket meget, er der stadig etiske problemer omkring tvang. I dag er det piller og fiksering, der bruges, men grænsen mellem beskyttelse af omgivelserne og afstraffelse af patienten er stadig hårfin. Når man går på medicinsk museum forventer mange nok en masse kropsorganer og misfostre, og der vises da også en lille del af den store præparatsamling, museet ligger inde med. Her er bl.a. hoveder og hænder uden hud, et komplet skelet og et lille foster i sprit. Man kan stirre på præparaterne længe og forsøge at fatte at ens egen krop ser sådan ud indeni. Og bare med skrækblandet fryd nyde synet af de egentlig smukke organer.

Skønne molekyler Mens den permanente udstilling er medicinhistorisk, er særudstillingerne som regel ganske nutidigt orienteret. Således også den æstetiske udstilling ”Design4Science”, der tematiserer forholdet mellem molekylærbiologi og visuelt design. Molekylærbiologi handler om meget små størrelser, som vi ikke kan se, og derfor er der brug for visuelle designere til at lave enkle, illustrative modeller af de komplekse molekyle- og cellestrukturer. Nogle designere går videre og skaber grafiske fantasier af disse strukturer, og både smykke- og tekstildesignere har ladet sig inspirere af æstetikken i ellers destruktive fænomener som vira og celledød. Efter at have gået gennem den barske og uhyggelige historiske udstilling, kan man nyde ideen om at selv kroppens mindste byggesten og største fjender kan være smukke.

Torben Sangild

Se også

Til forsiden