Minisekterne

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne tv-anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 16/6-09. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Mini-mesterværk

Når nærbilledet af det grønne græs toner frem og kendingsmelodien til Minisekterne klinger, klapper min datter på halvandet begejstret i hænderne. Og det magiske er, at også jeg sidder fremme i sædet. Minisekterne på DR1 varer små 6 minutter, og hovedpersonerne er smådyr. Ikke som i en Disneyfilm, hvor de kan tale og opfører sig som mennesker, nej, insekter og smådyr der summer og kravler og ikke har noget sprog. Man følger bier, hvepse, myrer, tusindben, mariehøns, edderkopper, græshopper, sommerfugle og fluer i små, ordløse dramaer, romancer og komedier, der foregår på marken, under træerne, på det dækkede bord eller i grøftekanten.

Serien er fransk og løseligt inspireret af spillefilmen ’Mikrokosmos’, der med fantastiske nærbilleder fulgte insekter i løbet af en dag. Minisekterne er ikke dokumentaroptagelser, men er lavet ved at de 3D-animerede smådyr er indsat i filmfotografiske optagelser. Det er smukt og understøtter samtidig realisme-fornemmelsen. Figurerne ligner de dyr, vi kender, og færdes de samme steder med nogenlunde samme adfærdsmønstre. Men det er ikke zoologisk korrekte studier i insekters anatomi og adfærd. De har lidt større øjne så vi bedre kan identificere os med dem. De gennemlever dramaer, som man ikke tiltror insekter at opleve. Og de har tilsyneladende simple følelser, såsom kærlighed, frygt og månesyge.

Der er historien om fluen, der kommer til at spise af sennepsbøtten på havebordet og bliver helt speedet. Om bien, der samler mere nektar end sine bofæller fordi den har fundet en blomsterhandel inde i landsbyen. Om de to tusindben, der får den tvivlsomme ide at lave en elskovsrede i en haveslange. Eller tåreperseren om natsværmeren der forelsker sig i en dagsommerfugl, som aldrig er vågen på samme tid. Historierne er morsomme, rørende og overraskende, og hele familien er lige begejstrede.

Det allerbedste er lyden. Der er ingen stemmer og ingen underlægningsmusik. Man hører kun dyrenes lyde på en baggrund af rolig sommereng – cikader, løvraslen og ind imellem en ko der muher eller en hund der gør. Insekternes naturlige lyde blandes med morsomme lydeffekter, som når hvepsene minder om jagerfly eller når sneglen knirker hen ad jorden. Det er intet mindre end et sanseligt åndehul på en børne-tv-flade, hvor den dominerende idé om lyd ellers synes at være: Jo mere hysterisk, des bedre. Minisekterne er hele vejen igennem en lille, genial tv-nydelse.

Torben Sangild

Se også

Til forsiden