Nasse

From Sangilds Wiki
Revision as of 13:56, 17 March 2018 by Janusmoos (talk | contribs) (1 revision imported)
(diff) ← Older revision | Latest revision (diff) | Newer revision → (diff)
Jump to: navigation, search

Denne TV-anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 26/8-09. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Undren

Nasse er enfoldig. Han forstår ikke så meget af denne verden og de ting, vi omgiver os med. Stole, ure, puder og kufferter er sære fremmedlegemer i hans øjne, og når han finder dem på sin vej, kan han bruge lang tid på at finde ud af, hvordan man bruger dem. Det hjælper ikke på sagen, at folk omkring ham er så travle og selvoptagede, at de kun giver halve forklaringer med absurde resultater til følge: Når han får at vide at uret viser tiden, følger han urets pile i jagten efter mere tid, som han kan give til dem, der ikke har tid. Og når han får at vide at en pude er noget blødt til at have under hovedet, går han videre med den under hagen. Han tager oplysningerne bogstaveligt, men er fremmedgjort over for tingenes egentlige nytteværdi.

Nasse er en skikkelig og godmodig bjørn i en skæv verden, omgivet af farverige personligheder såsom den venlige, men hektiske orienteringsløber, den sure gamle dame med sine syltekrukker, den boheme-agtige radioamatør, den drilske balletpige, og ikke mindst min yndlingsfigur: Vandringsmanden med en konservesdåse som hat og både skråremmme og seler. Han er et ordensmenneske, pertentlig på grænsen til det fascistiske, og bruger gerne sin tid på at rette skæve grantræer ud. De hjælper alle sammen efter tur Nasse en smule på vej til erkendelsen af, hvordan man bruger de fundne ting, og til sidst i hvert afsnit forstår han og bliver igen en del af den civilisation, han står på kanten af.

Man kunne begynde at tænke over, hvordan det ikke bare er Nasse, der lærer noget om tingene, men at hans enfoldige tilgang kan lære os andre noget om at se anderledes på tingene. Vi er i dagligdagen så optaget af deres nyttefunktion, at deres særheder bliver gennemsigtige for os: Vi ser og mærker dem ikke for alvor. Nasses tilgang er kreativ, han vender tingene på hovedet og viser os andre sider af dem og af vores måde at bruge sproget på. Han er hverken filosof eller kunstner, men måske kan han blive det.

Det viser sig ved nærmere granskning at Nasse faktisk er en børneudsendelse, så den slags tanker må man hellere holde for sig selv. Men børnene synes den er sjov. Og den kommer hver morgen på DR1.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden