Ny dansk kunst 07

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne anmeldelse af blev bragt i Politiken 27/1-08.

Vild med samtidskunst

Kopenhagens årbog nøjes ikke med at vise kunsten frem, men vækker til debat og lægger de hårde tal frem.

KUNSTÅRBOG

Ny Dansk Kunst 07. Kopenhagen Publishing, 544 sider, 299 kr.

Tal R’s maleri Første og sidste ven: 625.000 kr. Michael Kviums Double Me: 700.000 kr. Der sælges kunst som aldrig før, især maleri, og de unge danske kunstnere er den mest succesrige generation nogensinde. Det er fristende at læne sig tilbage og nyde scenariet, men det er også vigtigt at opretholde en kritisk røst og debat, så det hele ikke bliver friværdispekulationer. Nærværende årbog gør begge dele – fejrer og diskuterer.

Ny Dansk Kunst er en slags fræk lillesøster til den etablerede årbog, Dansk Kunst. Den fokuserer udelukkende på det man kalder samtidskunsten, dvs. de yngre og mere trendy kunstnere, især dem som er uddannet fra landets kunstakademier. Fejringen af samtidskunsten sker gennem en lang række rigt og flot illustrerede præsentationer af de mest ”markante” udstillinger og kunstnere fra året der gik. Det er en fin bladrebog, som det kan være svært at lægge fra sig igen. Men der hvor den for alvor skiller sig ud i forhold til storebror er i debatterne og i fremvisningen af status og økonomi.

Debatterne gives af en række kunstkritikere der er inviteret til at give deres synsvinkel på kunstscenen. Mette Sandbye kritiserer at det i dele af den politiske kunst handler mere om at komme i medierne end at udtrykke sig nuanceret eller subtilt. Niels Henriksen giver omvendt en række spark til de etablerede medier for ikke at tage kunstdebatten alvorligt. Det er altså både medierne og de sensationssøgende kunstnere der skygger for en reel debat. At debatten alligevel eksisterer bevises ved at kunstneren Uwe Max Jensen i Information er gået til modangreb på Sandbye og forsvarer den ”slagkraftige” kunst, frem for den “kunstnerisk korrekte politiske kunst”, som han mener Sandbye står for. (Link, læserbrevssvar, gensvar).

Det mest tankevækkende debatindlæg i bogen er interaktivt og kommer fra Jacob Lillemose, der simpelthen sætter læseren i gang med at trække streger fra ordene ”kunst” og ”kunstkritik” over til en række andre ord (fx ”kongehuset”, ”naturen”, ”teknologi” osv.) når man synes der er en relation. Hvis læseren går med på spøgen sættes hun i gang med at forholde sig til indholdet af kunsten i dag – til det som er til stede og det som mangler. Begreberne kunne få en til at stille spørgsmål som: Hvordan har kunstkritikken det egentlig med ’skønhed’ og ’succes’? Hvor er den legende kunstskritik? Hvor er Irak-krigen eller velfærdsdiskussionen henne i kunsten? Selvrealisering fylder tilsyneladende mere.

Det er egentlig pudsigt, at netop Kopenhagen udgiver en så kritisk og debatorienteret bog, idet Kopenhagen primært er en hjemmeside, der loyalt og ukritisk formidler nutidskunsten på kunstnernes præmisser. Her i bogen gås der til biddet, også ved at fremlægge forskellige lister over hvor populære kunstnerne er og hvad deres billeder sælges for på auktionerne – noget kunstkritikken ofte er berøringsangst over for, men som er en konkret og styrende del af kunstlivet, hvad enten man vil det eller ej. Her fremgår det, at de dyreste nulevende kunstnere på de danske auktioner i 2007 er Tal R og Michael Kvium. Kigger man derimod på Artfacts top 230-hitliste over de internationalt mest anerkendte danske kunstnere, er Olafur Eliason nummer et og Elmgreen & Dragset på andenpladsen. Det er i øvrigt slående at se et andet hierarki globalt: internationale tophits som Henrik Olesen, Jakob Kolding, Sergej Jensen og Pia Rönicke er ikke decideret ukendte herhjemme, men de er langtfra blandt de mest eksponerede. Når bogen så også giver interviews med de nytiltrådte magthavere i dansk kunstliv, er det tydeligt at det har været en ambition at gøre magterne synlige. Og dette greb er i virkeligheden det mest debatskabende ved bogen.

Torben Sangild

Se også

Om Torben Sangild

Til forsiden