Nyhedsintroer

From Sangilds Wiki
Revision as of 13:56, 17 March 2018 by Janusmoos (talk | contribs) (1 revision imported)
(diff) ← Older revision | Latest revision (diff) | Newer revision → (diff)
Jump to: navigation, search

Denne TV-anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 23/1-2010. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Intro

Du har formentlig hundredevis af gange set et par gyldne, stærkt lysende, kometagtige haler fare rundt på din tv-skærm og komme ud imod dig med dramatisk fart, men du kan nok ikke huske det. Der er ikke tale om et paranormalt fænomen, men simpelthen om TV 2s intro til hver eneste nyhedsudsendelse. Sådanne programintroer er en vigtig del af programmets profil, og både billede og lyd er nøje designet til at sende nogle bestemte signaler og skabe en bestemt stemning.

Sammenligner man DRs og TV 2s nyhedsintroer, er det slående så ens de er. Det begynder begge steder med, at man ser studiet skråt oppefra, DRs længere væk end TV2s, måske for at præsentere den dyre arkitektur i det nye hus. På TV 2 tæller sekunderne ned i det ene hjørne, på DR siger en forventningsfuld kvindestemme: “Og nu: En TV-Avis”. De følgende sekunder er et sansebombardement af lyd og lys, der er en science fiction-film om jordens undergang værdig. DR benytter ikke lysende kometer, men har en ligeså skarpt flammende globus, der drejer rundt, og aftegner kernen i TV-Avisens klassiske logo. Begge steder er baggrunden blodrød, og selv om TV 2 ikke har nogen globus, farer kometen rundt om et kraftfelt, der minder om en planet.

Musikjinglerne er ligeledes bygget over samme skabelon: En baggrundslyd med lidt telegraf-agtige prikkende toner, som der kan tales over, og som samtidig lægger en musikalsk spænding. Den udløses, når den store, dramatiske, 80’er-agtige synthesizer-fanfare med ekkoeffekt bryder løs oveni. Begge steder ender fanfaren på den højeste tone, og der er ikke sparet på udtrykskraften, for nu kommer tilsyneladende det største og mest overvældende program i universet.

Mens overskrifterne læses op, kører baggrundsmusikken, og på TV 2 adskilles de af et fanfarefragment. Visuelt adskilles de af vilde kometer og hastige overglidninger af den flammende globus. Til sidst spilles fanfaren til ende og udsendelsen kan begynde. Introerne udtrykker energi, spænding, drama, stjernekrig og travlhed på den hårdtarbejdende redaktion. Måske kunne man prøve at ryste posen lidt og overveje om andre udtryksnuancer var mulige, når man skal præsentere nyheder.

Torben Sangild

Se også

  • [Supplerende bemærkninger og diskussion]

Til forsiden