Objekter og objektiveringer - Eksempler og historiske overvejelser

From Sangilds Wiki
Revision as of 13:56, 17 March 2018 by Janusmoos (talk | contribs) (1 revision imported)
(diff) ← Older revision | Latest revision (diff) | Newer revision → (diff)
Jump to: navigation, search

Objekter og objektiveringer - Eksempler og historiske overvejelser er kapitel 1 af Torben Sangilds bog Objektiv sensibilitet. Det er ikke en egentlig historisk gennemgang, men en række historiske nedslag og principielle overvejelser om objektiveringstendenser i det 20. århundrede, altså om hvad der sker, når kunsten tager udgangspunkt i et objekt. Pointen er ikke at den objektive sensibilitet kun angår denne type værker, men at denne type værker demonstrerer den objektive sensibilitet gennem deres afvisning af inderligheds-kunstnermyten. Men den objektive sensibilitet angår også værker, der ligger under for myten. Det begynder med Marcel Duchamp og hans ‘readymades’, altså genstande, der allerede er fabrikeret, men som kunstneren gør til værk gennem større eller mindre grad af ændring/forarbejdning. Mest kendt (og mest misforstået) er værket ‘Fountain’ - en tissekumme drejet 90 grader, sat på en sokkel og signeret ‘R. Mutt’. Den blev ikke udstillet i 1917, som folk ellers konstant påstår. Originalen er faktisk aldrig blevet udstillet. ‘Fountain’ kan ikke reduceres til en institutionel test af kunstværkets grænser, selv om det er en del af dets betydning. Det har også betydning at det er en tissekumme og ikke en lænestol eller et kukur. Nogle af disse betydninger opregnes, og det angives hvordan vi kan forstå readymades som specifikke, sanselige udtryk og som transformerede nyttegenstande. http://www.groveloejer.dk/sangild/images/Fountain.jpg Blandt de værker som gennemgås i kapitlets første del er to andre af Duchamps readymades (In advance of the Broken Arm og Why Not Sneeze Rrose Sélavy), Man Ray: Cadeau, Meret Oppenheim: Objekt (pelskop) og Robert Rauschenberg: Monogram. http://www.groveloejer.dk/sangild/images/In%20Advance.gif http://www.groveloejer.dk/sangild/images/Why%20Not%20Sneeze.jpg http://www.groveloejer.dk/sangild/images/Cadeau.jpg http://www.groveloejer.dk/sangild/images/Objekt.jpg http://www.groveloejer.dk/sangild/images/Monogram.jpg I kapitlets anden del slås der ned på en række helt forskellige objektiveringstendenser i kunsten efter 2. Verdenskrig. Der tages udgangspunkt i kritikken af den abstrakte ekspressionismes myter, men denne nuanceres. Blandt de vidt forskellige tendenser som beskrives er minimalismen, den elektroniske musik, den objektiverede dans (Merce Cunningham), brugen af pedantiske systemer i kunsten, Iannis Xenakis’ systemiske og samtidig ekspressive musik, inekspressionismen i 1980’erne og Gerhard Richter.

Citater fra Kapitel 1

  • ”Disse readymades var altså også for Duchamp selv meget andet end et abstrakt, institutionelt trick. De var specifikke objekter med gådefulde, associative titler, og mange af dem var modificerede eller ’assisterede’, som Duchamp kaldte det. Hvorfor modificere en ting hvis dens fremtrædelse er ligegyldig? Hvorfor beholde dem derhjemme, hvis deres eneste værdi er at blive sat i spil med institutionen? Hvorfor placere dem på bestemte måder i rummet, hvis de blot er åndelige tautologier? Og hvorfor give dem sanseligt associerende titler, hvis de ikke skal udtrykke noget?”
  • ”Formålet med et strygejern er at udglatte tøj. Hvis man brugte Man Rays strygejern til dette formål ville det ikke bare være ufunktionelt, men ville simpelthen flå tøjet brutalt i stykker. Heri ligger værkets ekspressive spænding, ikke i nogen inderlighed fra kunstnerens side.”
  • ”Atmosfæren i et rum kan ses som et element i den objektive sensibilitet for så vidt som den ikke primært er et subjektivt fænomen, men en udtryksgestalt for hele rummet som vi kan registrere med vores sensibilitet. Atmosfæren er noget ydre, og vi kan blive mere eller mindre påvirket af den, ligesom den kan være mere eller mindre i dissonans med vores subjektive stemning.”
  • ”Billedkunstverdenen har i høj grad profaniseret sig, affortryllet sig, og det bliver så til gengæld klarere og klarere at der samtidig hele tiden har været et moment af genfortryllelse i neoavantgarden, at den kun sjældent har tømt sig helt for metaforisk betydning, men at genfortryllelsen sker på et andet niveau end mytens – ikke som transcendens eller umiddelbarhed eller essens, men som konkret betydningsdannelse, som gestus og objektivitet.”
  • ”I den elektroniske musik er det musikalske materiale ikke længere defineret som en organisk udvikling af harmoniske relationer, men defineres groft sagt som svingningsfrekvenser og/eller lydbegivenheder over tid. Den elektroniske musik gør selve lyden til materialet frem for en idealiseret notering af en tone med bestemte, forestillede kvaliteter der siden skal fortolkes. Det er dét som ligger i Pierre Schaeffers tale om ”lydobjekter” – at de konkrete lyde er det som arbejdes med, som formes, gentages i loops, vendes på hovedet, splittes op og sættes sammen i collager.”
  • ”Systemer i videnskab og samfund tjener en rationalisering forstået som effektivitet, viden og overblik. I kunsten er denne nytteværdi forsvundet, og jo strengere systemet følges, des mere manisk absurd forekommer det, og åbner dialektisk en afgrund af irrationalitet, af unødvendighed.”