Objektiv sensibilitet

From Sangild

Objektiv sensibilitet er Torben Sangilds ph.d-afhandling fra 2004. Den fulde titel er Objektiv sensibilitet – om objektiveringstendenser i nyere kunst og musik med refleksioner over sensibilitetens afgørende rolle i kunstnerisk udtryk, erfaring og kritisk potentiale. Afhandlingen er planlagt til udgivelse i revideret form på forlaget Multivers under betingelse af at den fornødne udgivelsesstøtte opnås.

Indhold

• Indledning
• Objektiveringstendenser i nyere kunst og musik
• Døden reproduceret (om Andy Warhols katastrofebilleder)
• Sparagmos (om fragmenteringen af stemmen i elektronisk avantgardemusik)
• Glitch - The Beauty of Malfunction (om ny electronica der benytter sig af fejl)
• Gråd uden tårer (om udtryk og objektivitet i kunsten)
• Æstetisk erfaring
• Kunstens autonomi
• Afslutning

I alt er afhandlingen på 178 sider.

Introduktion til emnet

I min afhandling gør jeg op med nogle udbredte opfattelser af forholdet mellem kunst og følelser. Den ene, som vi kunne kalde "den ekspressionistiske myte" er at følelser i kunst handler om at kunstneren projicerer sine følelser ind i værket, og at vi derpå mærker disse følelser i erfaringen. Den er naiv, men lever i bedste velgående.

Den modsatte misforståelse går ud på at afvise enhver tale om følelser i kunst med henvisning til at det er noget subjektivt. Udtryksæstetikken bliver her erstattet af fx en rendyrket formalisme eller en rendyrket sociologisering, der begge reducerer kunstværket og dets indhold med problematiske følger.

Disse to opfattelser er gensidigt afhængige. De forudsætter at følelser er noget subjektivt, og drager blot to forskellige konsekvenser af dette - en varm og en kold, kunne man sige.

Jeg slår til lyd for at fokusere på værket som udtryksfuldt objekt, som noget uafhængigt af os, noget som vi skal forsøge at række ud efter og forstå. Og det indebærer at forstå det følelsemæssigt, sanseligt og reflekterende. De tre tilgange kan ikke skarpt adskilles, de er flettet ind i hinanden, og udgør en sensibilitet. Og når værket er i centrum og ikke jeg'et, er der tale om det jeg kalder for en objektiv sensibilitet.

"Objekter kan da ikke have følelser", lyder refleksagtige indvending. Nej, men objekter kan udtrykke følelser alligevel. Ikke kunstnerens indre, ikke det erfarende subjekts indre, men et objektiveret følelsesudtryk.

Dette er blevet særligt klart med den nyere kunst og musik, som bevidst og markant har objektiveret sit udtryk på utallige måder.

Med såvel analyser af enkeltværker inden for musik og billedkunst som mere filosofiske og historiske refleksioner forsøger jeg at udfolde et begreb om en objektiv sensibilitet med den ambition at bidrage til en tidssvarende kritisk-fænomenologisk æstetik.

Resumé af afhandlingen

Det er kendetegnende for den nyere avantgardekunst at den har objektiveret sin gestus og på vidt forskellige måder har understreget sin medierede, kodede, konceptuelle, teknologiske og institutionelle karakter. Hermed gør den op med en subjektdyrkende og spontanitetssøgende udtryksmodel knyttet til især romantisk og ekspressionistisk kunst.

Gennem analyser af værker fra musik og billedkunst i de sidste 40 år og gennem refleksioner over udtryk, erfaring og autonomi forsøger jeg at formulere et begreb om den ”objektive sensibilitet”. Det er her en pointe at kunstens sanselige og følelsesmæssige aspekter ikke forsvinder i denne objektivering, men at sensibiliteten stadig er afgørende for kunstens udtryk og vores erfaring af den. I denne argumentation trækker jeg først og fremmest på en uortodoks nylæsning af Theodor W. Adornos æstetik, som hermed aktualiseres.

I min analyse af Andy Warhols katastrofebilleder understreges det at den indifferente, cool gestus selv er udtryksskabende, at ekspressiviteten og den kyniske gestus ikke kan skilles ad, men virker sammen. Gentagelsen af det tragiske motiv, den grumsede overflade, trykketeknikken og titlerne virker sammen i en kompleks betydningsdannelse mellem medieret overflade og profan bøn.

I kapitlet ”Sparagmos” analyserer jeg fire musikalske kompositioner der har det til fælles at de benytter elektronisk fragmenterede menneskestemmer i en depersonaliseret traumebearbejdning. Der er tale om værker af Karlheinz Stockhausen, Herbert Eimert, Luigi Nono og Steve Reich som forholder sig til holocaust og atombombeprøvesprængningsofre. Teknologiens objektiverende brug af stemmen lægger sig mellem tale og tavshed, mellem erindring og forsigtighed over for sprogets vold. Menneske og maskine sammensmeltes og lydobjekternes underkastes systemer i en objektiveret sensibilitet.

Den tredje næranalyse (kapitel 5) forholder sig til en nyere genre inden for electronica, kaldet ”glitch”. Denne musik gør brug af teknologiens fejlkilder som lydmateriale og udtrykker på én gang en særligt skrøbelig sensibilitet og en teknologiens selvkrik.

Derudover er der undervejs korte behandlinger af Iannis Xenakis, Gerhard Richter, Jenny Holzer, Gordon Matta-Clark og John Klima og af mere generelle strømninger i forbindelse med de teoretiske diskussioner.

Kapitlet ”Gråd uden tårer” er en teoretisk refleksion over begrebet om kunstens ”udtryk” med henblik på ovennævnte objektiveringstendens og med udgangspunkt i Adornos æstetik. Her anføres det hvordan objekter kan udtrykke følelser og hvordan en indifferent gestus stadig kan kaldes sensibel.

Den æstetiske erfaring reflekteres i næste kapitel som en subjekt-objekt-dialektik med objektet i centrum. Subjektet udlåner sit sensorium i en registrering af værkets udtryk. Det er en pointe at denne erfaring ikke uden videre kan kaldes en kommunikation. Endvidere understreges den intime sammenhæng mellem tanke, sansning og følelse.

Endelig diskuteres og aktualiseres kunstens autonomi som det at kunsten selv vælger sine love, uanset hvor kontekstuel og determineret den end er. Desuden ligger der en minimal autonomi i kraft af det æstetiske blik.

Der lægges afsluttende op til videre perspektiver inden for andre kunstarter og teorier på vej mod en tidssvarende sensibilitetsæstetik, og lægges op til et perspektiv om at kunstens opgave stadig er at skærpe og udvikle sensibiliteten i stedet for bedøvelsen.

Publikationer

Hvad betyder "objektiv"?

Torben Sangild

Forsiden