Olafur Eliasson: Your Watercolour Machine

From Sangilds Wiki
Revision as of 13:56, 17 March 2018 by Janusmoos (talk | contribs) (1 revision imported)
(diff) ← Older revision | Latest revision (diff) | Newer revision → (diff)
Jump to: navigation, search

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 28/2-09. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Skønhed med et twist

Olafur Eliasson: Your Watercolour Machine. Galleri Andersen S.

Galleriet Andersen S har sneget sig ud i et pakhus i Kalkbrænderihavnen, og der kan man bl.a. opleve en lodret, bølgende regnbue. Det er en vis Olafur Eliasson, der står bag, og værket er på mange måder typisk for ham. Først ser man blot den bølgende regnbue på et sort lærred i det mørke rum, og det er da meget flot, men så går man om på den anden side og kan se det store apparatur, der har skabt den: En lyskanon sender kunstigt dagslys gennem spejle og prismer ned i et mørkt vandbassin, hvor vandet bølger let fordi bassinet aktiveres af en vippefunktion. I vandet ses den vandrette regnbue, prismens brydning af det hvide lys til et farvespektrum. Den spejles videre af skrå spejle, som drejer refleksionen til lodret, og således kan den projiceres hen på det sorte filmlærred. Det evindelige pædagogiske trick hos Eliasson er at vise en illusion og samtidig vise hvordan den er frembragt, så man kan have et dobbeltblik på det optiske fænomen. Det bliver så desværre pakket ind i en naiv ide om at ”beskueren” træder ud af sin rolle som passiv og nu bliver aktivt involveret. Eller, som der højtideligt står i pressemeddelelsen, ”beskuerens umiddelbare fravær af fysisk engagement udfordres”. Jeg følte ikke at mit fravær blev udfordret, jeg er hverken mere eller mindre fysisk fraværende her end i selskab med de fleste andre typer værker, og mit generelle problem med Olafur Eliasson er ikke så meget værkerne som de tvivlsomme programmatiske erklæringer, han omgiver dem med. Så tilbage til installationen: Det er flot, når regnbuen opfører sig mere som en slikkende ildflamme end som vand. Og det er fascinerende at se mekanismen bag – en stilfuld Storm P-konstruktion med mere lækkerhed end humor. Man bliver måske lidt klogere på prismevirkninger, eller får i hvert fald en håndfast fornemmelse af hvordan de kan bearbejdes som materiale. Og så er den heller ikke længere.

Torben Sangild

Se også

Til forsiden