Olafur Eliasson - Space Is Process (Dokumentarfilm)

From Sangilds Wiki
Revision as of 13:56, 17 March 2018 by Janusmoos (talk | contribs) (1 revision imported)
(diff) ← Older revision | Latest revision (diff) | Newer revision → (diff)
Jump to: navigation, search

Denne TV-anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 28/5-2010. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Olafur

Olafur Eliasson er en glimrende kunstner, men problemet er at han konsekvent indpakker sin kunst i lommefilosofiske postulater, der enten ikke holder eller også er banale. Dokumentarfilmen “Olafur Eliasson. Space Is Process”, sendt på DR2, var fuld af dem. En af påstandene var, at hvis man oplever Eliassons vandfald i New York, får man en fornemmelse for målestoksforhold, og så er man pludselig ikke længere udenfor, man bliver inkluderet i stedet for ekskluderet. Det lyder smukt og demokratisk, ligesom alle hans andre udsagn, men har meget lidt med virkeligheden at gøre.

Et tilbagevendende postulat er, at Eliassons værker handler om mig, beskueren. Det eksemplificerer han igen og igen ved at spille på optiske effekter. Eliasson stiller sig op med en rød cirkel foran kameraet og beder os kigge intenst på det. Han instruerer os i, hvordan vi opnår den ønskede effekt. Når han fjerner den røde cirkel ser vi sandelig et efterbillede af den komplementære farve. Hopla! Hermed er det bevist, at det er os og ikke ham, der skaber kunsten.”Publikum konstruerer værket ved at opleve det”. Nej, det gør vi ikke, Olafur. Du trykker på nogle sanselige knapper og får den ønskede effekt. Jeg er ikke skabende når jeg udsættes for synsbedrag.

På et tidspunkt i filmen får vi svaret på, hvorfor han er besat af tanken om at det bare er beskueren, det hele handler om: “Det finder jeg ret tiltrækkende, for så handler det ikke om mig.” Det er som om, han slet ikke kan forestille sig, at kunst kan handle om noget i stedet for enten om ham eller mig.

I øvrigt var filmen jævnt kedelig og for lang. Meget af tiden går vi rundt i hælene på Eliasson, som er til møder og ser på steder, hvor udstillinger skal være, ikke mindst den store i New York. Der er ind imellem nogle smukke billeder og et par intense situationer, men meget af tiden er praktisk arbejde og forhandlinger, hvilket selvfølgelig er sundt nok at erfare, hvis man troede på myten om den spontane kunstner.

Torben Sangild

Se også

Til forsiden