View source for Paul Hegarty: Noise/Music

Denne boganmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i svensk oversættelse i [http://www.nutidamusik.se/ Nutida Musik] nr. 3/2008.

*''Paul Hegarty: Noise/Music - A History. Continuum 2007.'' 
Titlen på denne bog kunne forlede en til at tro, at den handlede om støj i musik og denne støjs historie. Det går imidlertid langsomt op for læseren at der sjældent tales om støj i konkret forstand, forstået som støjlyde i musikken. I stedet bruges støj som en meget overordnet metafor, og denne metafor præsenteres ikke, men skifter nemlig hele tiden umærkeligt når ordet ind imellem nævnes. Snart er støj en metafor for det progressive, snart er støj de lyde som ikke er musik og snart er støj det, som af den borgerlige kultur bliver betragtet som dårlig smag. I sidste ende virker det som om ’støj’ bliver et ord for alle former for negativitet, inspireret af den franske økonom Jacques Attali: Støj er alt det som nogen ikke kan lide, alt det som ikke er mainstream, alt det som er lidt anderledes. Det er et alt for bredt og diffust begreb om støj til at give mening, og bogen burde måske have heddet: Negativity - Essays on Music. Den optrækker nemlig hverken historiske eller systematiske sammenhænge, men er stykket sammen af uafhængige essays. Det er et grundlæggende problem at denne præmis ikke introduceres, især fordi bagsideteksten giver præcis samme indtryk som titlen i noget der er tæt på falsk varebetegnelse. 

Til gengæld er det interessante emner, essayene i bogen handler om: Blandt andet freejazz, progressiv rock, punk, industrial, lydkunst og japansk støjmusik. Disse fænomener behandles med vægten på den filosofiske og sociologiske refleksion i lyset af teoretikere som Adorno, Barthes Bataille, Baudrillard, Deleuze og McLuhan, og det kommer derfor til at handle lige så meget om store, principielle problemstillinger som globalisering, forholdet mellem natur og kultur, subjektivitet og kapitalisme. Her viser Hegarty sig som en typisk cultural studies-akademiker, og mens styrken ved denne tilgang er, at der kommer mange perspektiver på musikken, er svagheden at musikken forsvinder. Hegarty kommer sjældent tæt på det musikalske materiale, der som regel forbliver eksempler og afsæt for refleksioner, og disse refleksioner mangler tit den skarphed, der kunne hæve dem over tørt skrevne akademiske rutiner. 

Når det er sagt, så sker der ind imellem noget interessant, som når den konstruktivt kritiske dialog med den ikke særligt jazz-venlige Adorno hjælper til at problematisere freejazzens umiddelbarhedsideologi og forholdet mellem styrke og svaghed hos det musikalske ego. Eller når Deleuzes teori om forskel og gentagelse belyser improvisation og jamming. Men det kunne i begge tilfælde være gjort endnu skarpere og mere konsekvent. Det er som om argumenterne ikke følges helt til dørs, fordi forfatteren tilsyneladende kommer i tanker om noget andet undervejs. 

Et eksempel på en mere ”nutida musik” som behandles, er den japanske støjscene, der får to essays: Det første handler om den japanske støjscene generelt, og denne anskues som world music ud fra en kritik af den etnologiske musikvidenskabs blik på Japan og det særligt japanske. Det bliver så hurtigt og uden klart ræsonnement til abstrakte generaliseringer af typen: ”[Noise] operates outside of power relations”, ”Noise works across globalization, neither in nor out, and exists in a marginal form of the world economy” og ”The performance of noise is always collective, shunning the individual, who would be a carrier of meaning and of subjectivity”. Pointen om at japansk musik altid har været en hybrid og at der ikke er nogen autentisk japansk musik at bevare, er for så vidt god nok, men at den uden videre kobles til støj (tilsyneladende både i konkret og metaforisk forstand), virker mærkeligt søgt. Og da Hegarty endelig kommer til selve musikken sidst i essayet, bliver den underkastet en negativitets-idealisme, hvor det hele tiden abstrakt handler om at undgå at blive ’musik’: ”[Noise] can never realize itself, because any succes means it has failed”. Her kunne man ønske sig en mere nuanceret og åben beskrivelse af scenens forskellige æstetiske udtryk frem for en række totaliserende ideologiske påstande. Det næste, langt kortere essay zoomer ind på støjkomponisten Merzbow, og her bliver det heldigvis mere konkret, med forholdet mellem de analoge og de digitale værker som omdrejningspunkt. 

Der er interessante pointer undervejs, men de gemmer sig bag en masse uoverbevisende spekulationer. Alt i alt er det anstrengende at læse Hegarty. Man bombarderes med vidtløftige teoretiske postulater i en tæthedsgrad som selv nærmer sig støj og i et kedeligt sprog, som ofte tilslører glæden ved selve musikken frem for at fremme den. Det er synd, for Hegarty har fat i et spændende og meget omfattende materiale, som ikke for alvor forløses. 

Torben Sangild

===Se også===
*[http://www.groveloejer.dk/sangild/2009/01/hegarty_om_stoej.html Supplerende kommentarer og diskussion]

*[[:Category:Støj|Støj]] [[Category:Anmeldelser]][[Category:Musik]][[Category:Støj]]