Stockhausen (Politiken)

From Sangilds Wiki
Revision as of 13:56, 17 March 2018 by Janusmoos (talk | contribs) (1 revision imported)
(diff) ← Older revision | Latest revision (diff) | Newer revision → (diff)
Jump to: navigation, search

Denne introduktion, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 30/10-09 (samme dag som værket Stimmung blev opført i Diamanten). Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Stemningsfuld avantgarde

Seks professionelle sangere sidder på puder i en rundkreds omkring et lavt bord. De er stemningsfuldt oplyst nedefra, og der hersker en langvarig koncentration på scenen. De spiller nemlig et musikalsk spil, der kræver, at de hele tiden er meget opmærksomme på hinanden. Ud af sangernes mund kommer mærkelige klange, mestendels vrøvleord, men ind imellem kan man skelne ugedage og navne på guder. Og så erotiske digte, skrevet af komponisten selv, Karlheinz Stockhausen. Værket Stimmung er skrevet i 1968, og mere hippieagtigt bliver det ikke. Det handler om universel samstemmighed, og der er noget meditativt messende over det cirka 75 minutter lange værk, der er bygget over én eneste akkord. Sangerne benytter sig bl.a. af overtonesang, hvor man kan synge to toner på én gang, og de følger et gevaldigt komplekst system, udtænkt af komponisten, der giver sangerne en masse beslutninger undervejs. De skiftes til at være leder og få til opgave at samle de andre i en ’overensstemmelse’. Man kan synge ’magiske navne’ når man finder det passende, og disse gudenavne fra hele verden bliver så indoptaget af de andre sangere. Samtidig med at sangerne bestemmer meget selv, er der en lige så stor grad af kontrol fra komponistens side, og i stedet for et partitur er der en masse kort med detaljerede instruktioner og et uoverskueligt sæt af regler, der kan minde om et rollespil. Sangerne kan drille og overraske hinanden, men der er alligevel tale om et samarbejde og ikke en konkurrence. Vi er vidne til et musikalsk ritual, vi ikke helt forstår. Det er et langhåret værk i enhver forstand, og som lytter glider man efterhånden ind i en musikalsk trance, hvor den gennemgående akkord snurrer om sig selv og hele tiden varieres i sin klang. Som om man ser den samme, drejende genstand fra nye vinkler hele tiden. Da Stockhausen lavede Stimmung, havde han for længst markeret sig som en af de største efterkrigskomponister. Han var med til at udvikle den ’serialistiske’ kompositionsmetode omkring 1951, hvor ikke bare tonerne, men også rytmer, anslag, intensitet og forskellige andre musikalske elementer sættes i system og puttes på formel i stedet for at man komponerer ud fra den klassiske musiks metoder. Ideen var at skabe en helt ny musik, fri for alt den forførelse, som nazismen kunne bruge, og systemerne sikrede at man ikke faldt til patten og benyttede velkendte musikalske effekter. Resultatet var en musik uden melodier, uden fast rytme og uden nogen holdepunkter for lytteren – en rationel musik uden romantiske virkemidler. Serialismen blev dyrket intenst af de få og var forhadt af de fleste, der slet ikke regnede det for musik, men netop Stockhausen er nok den, hvis værker er nået længst ud. Det skyldes ikke mindst at han også var en pioner inden for den elektroniske musik, der etablerede sig i 1950’erne, hvor kun de store nationale radiostationer havde råd til at anskaffe sig den dengang dyre lydteknologi. Stockhausen blev tilknyttet WDR-studiet i Köln, og her kunne han se endnu en masse muligheder for at skabe musik, der ikke lød som noget, man havde hørt før. Man kunne bygge sine lyde op fra bunden af og give dem eksakte værdier. Der var en stemning af laboratorium og eksperiment hos Stockhausen og hans kolleger. Teknologien var primitiv, og det som man med en computer i dag kan lave på en time, tog månedsvis at skabe. Det betød også, at man planlagde og komponerede sine ting meget grundigt. Da electronica-bølgen brød igennem i 1990’erne med navne som Aphex Twin, Autechre og Scanner, var der mange der nævnte Stockhausen som forbillede, ligesom Kraftwerk allerede havde gjort det i 1970’erne. Mange andre komponister ville være taknemmelige over at nå så langt ud med deres musik og måske nysgerrige efter at lære den bedre at kende, men ikke Stockhausen. Han havde ingen respekt for musik, der benytter sig af rytmiske gentagelser og simple harmonier. I 1995 satte verdens bedste musikmagasin, The Wire, sig for at spille musik af bl.a. Aphex Twin og Scanner for Stockhausen. Han svarede konsekvent at det var banalt, der var alt for mange gentagelser, og at hvis de bare havde hørt noget mere på hans musik, så ville de indse hvor indskrænkede deres musikalske univers var. For eksempel skulle Aphex Twin stoppe med sin ’post-afrikanske rytmer’, der kun havde til formål at man kunne drømme sig væk til kommerciel dans. Aphex Twin svarede drillende tilbage, at Stockhausen skulle høre [kursiv]hans[/kursiv] musik noget mere, for så ville han holde op med at komponere abstrakte, tilfældige mønstre, man ikke kan danse til. Stockhausen opfattede sig selv som et geni, der opfandt noget nyt hver gang han komponerede et værk, og han fik efterhånden status som den største nulevende komponist. Samtidig med denne status blev han i stigende grad beskyldt for storhedsvanvid, arrogance, verdensfjernhed og mysticisme af sine kritikere, ikke mindst med den store, kosmiske opera-cyklus Licht, der handler som selve skabelsen, varer over 29 timer, og som ideelt set skal opføres over 7 dage i træk i 7 forskellige operahuse. Selv mange af Stockhausens beundrere måtte ryste på hovedet da han i 2001 udtalte at terrorangrebet på World Trade Center kunne betragtes som ”det største kunstværk, der nogensinde har eksisteret”. Det vakte stor skandale, og det lykkedes ham ikke at fjerne vreden ved at understrege at han mente, at det var ’Lucifer’ der stod bag, altså at det var djævelens kunstværk. Skandalen formørkede de sidste år af komponistens liv, men træder efterhånden i baggrunden som en dumhed begået af en af det 20. århundredes største komponister. Tilbage står hans værker, og de er alle bemærkelsesværdige, ikke mindst Stimmung, som opføres på lørdag. De seks sangere spiller i aften deres rituelle stemmespil på scenen, og efter mere end en time, hvor den samme akkord tranceagtigt er blevet vendt og drejet, forstummer musikken. Men den har sat sig i hovedet på hver enkelt publikum, og vil summe videre resten af aftenen, som en understrøm i hverdagens mere jordbundne stemninger.

Udvalgte Stockhausen-værker på cd

Gesang der Jünglinge. Stockhausen Verlag 3. Stockhausens hovedværk fra de elektroniske 1950’ere, hvor en 12-årig drengs sang er klippet op og sat sammen med elektroniske lyde. Ind imellem er drengesangen så forvrænget at man ikke længere kan høre forskel. Helikopter-Streichquartett. Arditti kvattetten. Audivi MO 782097. En mildt sagt sær strygekvatet, hvor musikerne sidder og spiller i hver sin flyvende helikopter, hvis støj fylder mindst lige så meget som strygerklangen. Et af hans mest kritiserede værker, men har sin egen støjende charme. Dienstag aus Licht. Stockhausen Verlag 40. Tirsdags-operaen i den store Licht-cyklus er den korteste. Her kæmper det gode mod det onde, og der er synthesizere med i orkesteret og ’oktofonisk’ elektronisk akkompagnement i 2. akt. Stimmung. Harmonia Mundi, HMU 807408 Der findes tre ganske forskellige indspilninger af dette værk, og denne udgave kaldes københavner-versionen, indspillet i Stavsholtkirken i Farum, tilrettelagt og udført af Paul Hillier og Theatre of Voices, der også opfører koncerten i aften.

Torben Sangild

Se også

Til forsiden