TV-forbrug

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne kommentar, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 18/10-09. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

TV Nation

Hvorfor ser vi mere tv end nogensinde før? Det er der mange gode og dårlige grunde til. Måske skal man begynde at tale om ’ambient tv’, som kører i baggrunden, mens man har travlt med andre ting.

Danskerne ser tv som aldrig før. Ja faktisk ser vi markant mere tv i år, end vi gjorde sidste år, og det er næsten ikke til at fatte. Her gik man rundt og troede, at det nye mediebillede ville tage toppen af tv-kigningen og reducere fjernsynet til ét blandt andre ligestillede husaltre. Vi er på internettet hele tiden, og dér eksploderer udbuddet af tv, podcast og video. Computerspil og konsolspil burde også være en konkurrent – senest med Wii-konsollen, som har fået tag i hele familien, der hopper rundt i stuen og slår med imaginære ketsjere, og dermed når langt bredere ud end de traditionelle computerspil. Hvordan er der dog tid til at se mere tv?

Det er en stigning over hele feltet – unge og gamle, sosu-assistenter og direktører, jyder og københavnere, alle ser mere tv. Og når man betænker, at der findes en del, der ser meget lidt tv, og andre der har droppet tv-apparatet til fordel for internet, så betyder det, at der er nogen der ser rigtig meget tv. Eller i hvert fald har deres apparater tændt meget.

DR Medieforskning opregner tre mulige forklaringer: For det første har folk købt fladskærm - store fladskærme. De fylder mere i stuen, og kan dermed genindtage tronen som stuens midtpunkt. Mange har decideret indrettet stuen med surround-sound og HDTV, så fjernsyn overskrider sig selv og nærmer sig biografens totale sanseoplevelse. Desuden betyder fladskærmsindkøbene, at de gamle tv-apparater ofte bliver stillet ind i et andet rum i hjemmet: Det kommer ud i køkkenet, så man kan se tv-avis til maden eller det kommer ind i børneværelset, hvor de unge mennesker alt efter alder kan muntre sig med morgentimernes børneflade eller eftermiddagens ungdomsprogrammer.

For det andet nævnes det, at folk generelt har fået flere kanaler, og jo flere kanaler, des større tv-forbrug. Der er et kanalboom i øjeblikket, hvor især Viasat og SBS er kommet med nogle store satsninger i de senere år, der lader til at have en del seere. Flere og flere investerer i den store kanalpakke for at forberede sig på de nye digitale kanaler, og flere og flere boligforeninger får indlagt internet med tilhørende kabel-tv.

For det tredje er der finanskrisen. Folk ændrer adfærd med konjunkturudsving, og bliver åbenbart nu hjemme og ser tv i stedet for at gå i byen eller i biffen. Desuden er der blevet flere arbejdsløse, og arbejdsløse ser langt mere tv. Når man alligevel går derhjemme og skriver stakke af proforma-ansøgninger til irrelevante stillinger, kan man jo lige tage en pause og se noget Dr. Phil.

Der er to faktorer, som ikke nævnes, men som jeg selv helt uvidenskabeligt gerne vil trække på banen. For det første at flere og flere har en HDD-optager, som kan optage programmerne, så man kan se dem, når det passer én. Og så længe man ser dem samme dag, som de blev sendt, tæller det med i statistikken. Jeg selv ser aldrig direkte tv, men optager hvad jeg vil se. Jeg går aldrig glip af et afsnit af The Daily Show, for det ligger parat til mig, og derfor ser jeg mere tv, end jeg gjorde, før vi anskaffede os denne vidunderlige maskine.

Det andet fænomen, jeg vil pege på, dyrker jeg ikke selv. Man kunne kalde det ’ambient tv’, tv, der blot er en del af omgivelserne i hjemmet. Jeg oplever flere og flere, som har tv’et tændt mens de laver andre ting, måske endda med ryggen til. Det får lov at køre i baggrunden med eller uden lyd. Men hvorfor skulle det fænomen være voksende netop i disse år? Det hænger nok sammen med det udvidede kanaludbud. Der er flere og flere specialiserede kanaler, der lægger op til, at man går til og fra. Det kan være sportskanaler, dyrekanaler eller frem for alt nyhedskanaler. TV2 News, DR Update og de tilsvarende udenlandske nyhedskanaler skaber et døgnflow, hvor man hele tiden kan være opdateret, uden at man behøver sidde klar, når der er tv-avis. Det er nyhedsjunkiernes vigtigste pusher.

Nu kan man sidde med den bærbare på skødet i sofaen med TV2 News kørende og have et vindue åbent på Facebook og et andet på politiken.dk i sin browser, mens man også lige skriver en email. Eller golfmatchen kører på skærmen, mens man laver mad og gør rent. Det er mit indtryk, at ambient tv bliver mere og mere udbredt, og at det er en faktor blandt de andre. Nu kan man indtage to standpunkter: Enten den forfærdede, at det er enden på en sund civilisation, og at ingen længere er i stand til at koncentrere sig om noget, og aldrig kommer ud i den friske luft og kommer hinanden ved. Eller også at det bare er noget klynkeri, for medierne ændrer sig hele tiden. Og begge standpunkter har jo delvist ret. Det er ærgerligt, hvis man ikke kan eksistere uden at der kører noget tv i rummet, og hvis biografture erstattes af hjemmehørmeri. Men i mindre doser er det måske ikke så slemt endda; det er bare endnu en ny måde at bruge medierne på.


Torben Sangild

Se også

Til forsiden