Troels Carlsen

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 31/5-2008. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Absurde aber og flammende organer

Troels Carlsen: ’At Most Sphere’ V1 Gallery.

En abe sidder fastlåst i en spændetrøje og blæser desperat i en ’ryssel’ – en af de dér papirtruthorn, der ruller sig ud, som man kender fra nytårsaften. Aben er lænket til sin piedestal, omgivet af sølvkonfetti og lyden af Carl Nielsens sørgmodige og lidt cirkusagtige orientalske festmarch. Disciplinær straf og festivitas mødes, og aben ser ikke ud som om, den morer sig spor, selv om den er festens midtpunkt.

En anden abe er lukket inde i en kasse med kun hovedet og halespidsen stikkende op. Til halen er en tændstik bundet fast, foran den ligger der et stykke svovl, og en lang lunte hænger ned fra loftet. Hvis aben får tændt lunten, vil den aktivere en rulle sprængstof, som vil udløse en regn af den kulørte slik, som hænger i en plasticpose over dens hoved. Men den har meget lidt bevægelsesfrihed, og de afbrændte tændstikker omkring den vidner om fejlslagne forsøg. Den er tydeligt frustreret på grænsen til vanvid, og det gælder de fleste af Troels Carlsens skulpturer i denne serie, hvor aber tvangsudsættes for civilisationens absurde, eksistentielle vilkår.

Selv om aberne i sig selv ville udgøre en flot udstilling, er de kun ét af flere spor. Et andet hovedspor er store, gamle medicinske plancher, som kunstneren med sin virtuose malerteknik omdanner til fantastiske scenarier, hvor skeletter bliver til bygningsstilladser, og hvor papiret f.eks. ser ud som om det brænder, eller som om det er en opsprættet hud. Det er en leg med trompe l’oeil, og er samtidig afsøgninger af forholdet mellem videnskab og myte, som når de indre organer integreres i et landskab af afsvedne træer, forurenet vand og frodigt svampet jord.

Et tredje spor udgøres af tableauer med små skeletdukker, der er som kravlet ud af de sprængte, todimensionale billeder bag dem, måske i forsøget på at fange sommerfugle. Et romantisk jægerbillede, som et af skeletterne er hoppet ud af, får sin idyl yderligere undermineret ved at lærredet med de døde dyr er blevet spiddet med pile, og der driver blod fra sårene.

Der er endda også manipulerede amerikanske valgplakater fra begyndelsen af det 20. århundrede, en hestepige, kæmpe-koldkrigs-teposer og rendyrkede malerier, og det er på alle måder en overdådig og original udstilling, der sætter sig varige spor. Troels Carlsens tragikomiske mareridt og medicinske drømme bliver siddende som myggestik på indersiden af hovedet.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden