Uden titel på Esplanaden

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 16/8-08. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Hverdagens dybder

Tine Marie Beyer, Daisy Løvendahl og Andreas Strømberg: Uden titel. Galleri Esplanaden

En kvinde dyrker yoga i sin spisestue, mens en støvsugerrobot kører rundt på det persiske tæppe. Hun laver solhilsen, og robotten støder jævnligt ind i hende. Det er to uafhængige systemer med hver deres logik, der her støder sammen, solhilsen og støvsugning. Og det er elementært komisk. Da kvinden er færdig med sine yogaøvelser, slukker hun for robotten og lægger sig klar til afspænding.

Tine Marie Beyer laver små, pudsige videoer med sig selv i hovedrollen. Ud over yoga og støvsugning, er det meditation og fitness der tages under kærlig behandling. I dem alle sammen sker der et sammenstød mellem idealet om en sund livsstil og den prosaiske virkelighed. Hun udstiller sammen med fotografen Daisy Løvendahl og konceptkunstneren Andreas Strømberg, og de nægter demonstrativt at give udstillingen en tematisk titel.

Men der er alligevel et markant fællestræk: De behandler nemlig på hver deres måde punkteringen af hverdagens almindeligheder, og gør det vellykket og overbevisende. Det almindelige liv rummer ikke bare rutiner, men også drømme, tragedier og basal komik, og en af de mange veje til en afspejling af vores kultur er at zoome ind på disse.

Andreas Strømberg går meget bogstaveligt efter drømmene, idet han har nedskrevet konkrete drømme, som forskellige mennesker har haft, og hængt dem op som store plakater i det københavnske gaderum. I stedet for en offentlig meddelelse støder man pludselig i sin færden gennem byen på en meget privat og yderst mærkelig tekst med en råbende flæskesteg, en fugl, der forvandles til nisse, eller en kvindes mareridt om, at hendes familie forlader hende, mens hun overfaldes af ulve. Teksterne er anonyme, blot med angivelse af køn og alder.

Den tredje kunstner, Daisy Løvendahl, laver fotografier af mennesker, der blotter sig både kropsligt og angiveligt også i forhold til en privat fortælling, der knytter an til deres liv. Man får ikke denne fortælling serveret, men blot det rum, den har udspillet sig i. Kroppene er ofte delvist påklædte, men kønsdelene er synlige i al deres hverdagslige banalitet.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden