Werner Herzog: Lille Dieters drøm

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne TV-anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 16/12-09. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Overleveren

I begyndelsen ser vi en mand åbne døren til sit hus, lukke den bag sig, åbne den igen og begynde at tale om hvor vigtigt det er at have et sted, hvor man kan åbne døren og gå ud, når man ønsker det. En fundamental frihed, de fleste af os tager for givet, men dette er Dieter Dengler, og når dokumentaren er færdig forstår vi ikke blot, hvorfor det er så vigtigt for ham med den dør, men også hvorfor han har et gigantisk nødrationslager i kælderen. Hans livshistorie er én lang overlevelseskamp, der havde sit klimaks, da han var krigsfange hos Vietcong og modstod de mest utrolige former for tortur. Men vi begynder med simpelthen at blive vist rundt i hans hus, og det er et genialt greb. Manden bag den mesterlige tv-dokumentar ‘Lille Dieters drøm’ (sendt på DR2) er da også den tyske filminstruktør Werner Herzog, og for nylig har han brugt det samme stof til en spillefilm.

Mens mange traumatiserede krigsfanger og torturofre har svært ved at fortælle om deres oplevelser og helst prøver at glemme, er Dieter Dengler en sprudlende fortæller. Så sprudlende og så glad for at være i rampelyset, at man ind imellem overvejer, om han lige lægger lidt til sine historier. For de er virkelig som taget ud af en roman, man ville dømme urealistisk. Fra han som barn i Tyskland så de allieredes bombning af sin by og i samme øjeblik ønskede at blive pilot, men må så grueligt meget igennem, før han endelig flyver afsted på bombetogter i Vietnam, styrter ned, tages til fange, flygter, oplever den ene vanvittige ting efter den anden og senere mirakuløst reddes.

Hoveddelen af historien fortælles i Vietnam, hvor den nu aldrende Dieter står omgivet af vietnamesiske soldater, der spiller hans tilfangetagere, mens han fortæller i en slags genopførelse af begivenhederne, dog uden egentligt skuespil. En mærkelig dobbelthed af autenticitet og kunstighed, men det fungerer blændende, for Dieter genoplever begivenhederne i alle detaljer og er berørt af at være tilbage. Selv om begivenhederne mildt sagt er forfærdelige, er det ikke spor deprimerende at følge, for Dieter er en overlever af Guds nåde, og man må undre sig over hvor driften kommer fra. Selv om Dieter tydeligvis nyder opmærksomheden, opfatter han ikke sig selv som helt. ”Kun døde mennesker er helte, og det ønsker jeg ikke at være”, som han siger.


Torben Sangild

Se også

Til forsiden