Pif Paf Puf
Dette essay blev bragt på AUX’s hjemmeside, efteråret 2005, i en række af klummer om lyd. Se mere her.
Pif Paf Puf
Af Torben Sangild
Da jeg var barn i 1970erne var der et morgenmadsprodukt der hed ”Pif Paf Puf”. Jeg fik det ikke så tit, for det var luksus i forhold til den billigere Corn Flakes. Men det var min yndlingsmorgenmad – naturligvis fordi det smagte bedre end Corn Flakes, men ikke kun derfor. Det lød også bedre! Der var tale om verdens første lyddesignede morgenmad.
Det man kunne kalde ”materielt lyddesign” handler om at være bevidst om, fokusere på og eventuelt forme den lyd et materielt produkt siger når det anvendes. Det handler om hvordan morgenmaden knaser i munden, hvordan kontakten lyder når vi trykker på den, hvordan bildøren siger når den smækker, hvordan barbermaskinen brummer, hvordan koppen siger når den sættes på bordet. I stedet for kvantitativt at reducere støj mest muligt fokuserer man kvalitativt på den rarest mulige eller mest interessante støj ved at forme den inden for de begrænsede materielle rammer der nu en gang er sat når tingen skal fungere. Vi er omgivet af lyddesignede produkter, men tænker sjældent over det.
Således også Pif Paf Puf. Når man hældte mælk på de puffede ris begyndte de at sige nogle knitrende, sydende, højfrekvente lyde, som var en del af oplevelsen. Der kom et hav af småbitte lyde hurtigt efter hinanden, uden noget fast mønster, men med en særegen og umiskendelig samlet klangfladekvalitet. Og det bringer mig videre til to musikalske fænomener: komponisten Iannis Xenakis og den nutidige clicks & cuts-musik.
Xenakis komponerede (lidt forenklet sagt) ikke detaljerne, men de overordnede klangflader i sin musik. I morgenmadseksemplet er detaljerne de enkelte pif-lyde, mens den overordnede klangflade er det knitrende mylder som piffene danner. Detaljerne i musikken overlod Xenakis til stokastiske udregninger, for når der er tilstrækkeligt mange lydbegivenheder kan man alligevel ikke længere høre den enkelte detalje, men med matematikkens og computerens hjælp kan man styre den overordnede udvikling i lydbilledet. Xenakis’ musik er gerne sådan et mylder af klange, hvor detaljerne synes tilfældige og uforudsigelige, men hvor der danner sig en tekstur af klange på det overordnede niveau. Xenakis kaldte dem selv for ”klangskyer”. Han tog inspiration i komplekse fænomener som skyer, insektsværme, stenenes raslen i standkanten når bølgen skyller ind over dem, regnen der trommer på teltdugen eller en demonstration som spredes når der skydes ind i menneskemængden. Han kunne også have taget afsæt i Pif Paf Puf som en lignende type klanglig kompleksitet med tekstur-form, men det ville nok være ham imod at vælge en så banal genstand. Både fordi morgenmad er så hverdagslig og fordi dens lyde er så upåfaldende.
De upåfaldende lyde er netop hvad clicks-and-cuts-bølgen har opdyrket. De små, spinkle lyde som bliver betragtet som en slags baggrund kommer pludselig i forgrunden. Sagte klik, diskret knitren, summen, susen fra den teknologi som omgiver os. Pladeselskabet Mille Plateaux har udgivet en større cd-serie med den slags musik under navnet Clicks & Cuts med navne som Alva Noto, Farben, Ryoji Ikeda, Mikael Stravöstrand og mange andre. Jeg har en ven som – lidt nedladende – kalder det for ”knitremusik”, men der gemmer sig mange musikalske muligheder i knitremusikken med dens mangfoldighed af mikrolyde.
Nogle af disse mikrolyde kommer tæt på dem som Pif Paf Puf siger når man hælder mælk på dem. Men man må sige at Pif Paf Puf musikalsk set er begrænset af kun at kunne gentage den samme slags lyd, selv om det sker irregulært. Men når jeg komponerer på computeren kan jeg sample Pif Paf Puf, ændre lydene og skabe mange forskellige frekvenser og klange ud af dette simple materiale.
For man kan stadig købe Pif Paf Puf i butikkerne. Nu hedder det bare noget på engelsk. Men det smager – og lyder – stadig dejligt.
