Sonic Youth: NYC Ghosts & Flowers

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Blender, maj 2000. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Sonic Youth: NYC Ghosts & Flowers (Geffen/Universal)

Sonic Youth er unikke. De har ikke blot deres egen genkendelige stilnuance, men deres eget tonesprog, deres egen harmonik og deres egne klange. En guitar er ikke en guitar hos Sonic Youth, det er en magisk kilde der vælder med aldrig hørte lyde, det er et percussioninstrument, en klokke, et kraftværk. Nu, 19 år efter Sonic Youth blev dannet, står det klart, at selv om de er et af de mest indflydelsesrige eksisterende bands overhovedet, selv om de har været forældre til flere af 90ernes rockstilarter og tusindvis af bands, er der stadig ingen der lyder ligesom dem. Ingen af deres protegéer har i samme grad brudt med rockens utrættelige blues-baserede akkordskemaer, ingen har fundet samme poetiske kvaliteter i det instrument som ellers har ligget i dødskramper i to årtier.

Og når Sonic Youth så udgiver deres bedste plade i otte år, må man gribe til besyngelsen. NYC Ghosts & Flowers er så veloplagt, så koncentreret som man ikke har hørt dem længe. Måske skyldes det at bandet sidste år fik stjålet bussen med al deres grej (heriblandt samtlige ca. 40 guitarer stemt på hver deres måde), og at de derfor var tvunget til at begynde forfra. Men det skyldes i hvert fald også at Thurston Moore har indskrænket sine lange excesser, der prægede de foregående plader, disse soloagtige guitarforløb der ikke altid var lige inspirerede, og givet mere plads til de to andre sangskrivere, Kim Gordon og Lee Ranaldo.

Især Ranaldos kystallinske genistreger står mit hjerte nær. "Free City Rhymes", en øm popsang med tindrende klokkedissonanser, eller titelnummeret der bevæger sig fra det stille lyriske mod en større og større intensitet og ender med at stikke hovedet i en tornado af sublim støj. Gordons skæve mesterværker strækker sig fra den opremsende, foruroligende hymne "Side2side" til den avantgardistiske "Lightning", hvor hun vrænger barnligt-dystert akkompagneret af en syg trompet og elektroniske støjlyde. Samarbejdet med producer Jim O'Rourke viser sig her yderst frugtbart og burde fortsætte længe endnu.

Teksterne er stadig overvejende beskrivelser af New York og USA som et fortryllet, uvirkeligt sted, befolket af idoler og andre uhyrer – surreelle iagttagelser af et Amerika på vej til at blive et mareridtsagtigt computerspil, men også af små mirakler i hverdagen, som når der faktisk stadig vokser blomster op af asfalten.

Sonic Youth er ikke blevet gamle, de søger endnu ungdommeligt skønheden i det uudforskede, omend med en mere virtuos beherskelse af deres virkemidler. NYC Ghosts & Flowers er Sonic Youth når de er bedst, et halloween-fyrværkeri af støjende pop, melodiøst eksperiment, meditativ voldsomhed. Når man om hundrede år kigger tilbage på det 20. århundredes musik vil Sonic Youth blive husket, mens mange andre, mere feterede bands for længst vil være trængt ud af historiens hårde udskilning.

Torben Sangild

Se også

• Andre skriverier om Sonic Youth

Til forsiden