Stockhausen: Stimmung
Denne tekst, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i programmet til opførelsen af Stimmung i Den Sorte Diamant, 30/10-09. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.
Stockhausens Stimmung
- ”Jeg kom tilbage fra Mexico til et lille hus ved Madison-bugten, som min kone Mary havde lejet. Her boede hun med vores to små børn. Jeg begyndte at komponere dette stykke med en masse melodier, og sang højt det meste af tiden. Men efter et par dage var mit arbejde kun muligt om natten (bugten var frosset til, alt var is og sne og frygteligt koldt). Børnene trængte til ro, også om dagen (Simon var nyfødt). Så jeg begyndte at nynne, sang ikke højt længere, begyndte at lytte til mit vibrerende kranium, holdt op med at skrive grundfrekvens-melodier, bestemte mig for det dybe Bb, begyndte forfra og skrev Stimmung, idet jeg afprøvede det hele ved at nynne overtonemelodierne. Intet orientalsk, intet filosofisk; blot to spædbørn, et lille hus, stilhed, ensomhed, nattesne, is (også naturen sov): Rent Mirakel!”
- (Karlheinz Stockhausen i et brev til Gregory Rose)
Stimmung betyder stemning, og ligesom på dansk har dette ord også en række forskellige betydninger og bibetydninger på tysk: En stemning er en atmosfære, en følelsesmæssig kvalitet i et bestemt rum. En stemning er også justeringen af tonerne på et instrument i forhold til hinanden. Endelig knytter stemning an til stemmen, vokalen.
Stimmung er et vokalværk, alle lyde frembringes af stemmer, der forstærkes gennem mikrofoner og højttalere. Med sin besætning på seks sangere og sine indslag med erotiske digte, knytter det an til renæssancens madrigaler, men så hører ligheden også op. For her synges ganske anderledes, og det meste af tiden er det abstrakte vrøvleord, der synges. Sangerne arbejder med overtonesang, hvor man udnytter resonansmuligheder i struben, mundhulen, svælget og kraniet til at styre fremkomsten af klart hørbare overtoner, så man synger to toner på én gang.
Dermed knyttes også an til den naturharmoniske ’stemning’, som adskiller sig fra de såkaldt ’veltempererede’ eller ’ligesvævende’ stemninger, vi normalt benytter os af. Et lavt Bb er udgangspunktet. Vi hører ikke denne tone, men sangerne forholder sig til den, idet de toner, de synger i værket, er seks overtoner til denne tone. Når de sungne toner synges med fremhævede overtoner, kommer der flere, sekundære toner til. Det betyder at værket på den ene side kan siges at være bygget op om én eneste naturstemt akkord, men samtidig er der så store variationer i klange og hørbare overtoner, at Schönberg-udtrykket ’klangfarvemelodi’ er ganske rammende her.
Iscenesættelsen af sangerne er stramt foreskrevet: Deres påklædning, scenografien med et lys under et bord i midten og deres håndgestus til hinanden. Til gengæld træffer de et uoverskueligt stort antal valg i løbet af en opførelse, ligesom der på forhånd er besluttet en rækkefølge af de 51 forskellige ’modeller’, Stockhausen har udformet, som afgør hvordan den enkelte sektion skal fremføres. Det er næsten som et spil med baner, figurer og et komplekst regelsæt, der spilles af sangerne med os som udenforstående publikum. Men selv om sangerne kan finde på at drille og overraske hinanden, er der ikke tale om en konkurrence, men om et samarbejde. Det, vi hører, er resultatet af spillet, vi skal ikke bekymre os om detaljerne i det sam- og modspil, der foregår sangerne imellem, men dog gerne få fornemmelsen af, at der foregår en konstant, intim og koncentreret kommunikation i ensemblet. Det er som at være vidne til et fremmedartet ritual, som man blot aner overfladen af. Dog bør man nok vide tre ting: Ud over de meningsløse stavelser, indgår 66 ’magiske navne’, samlet fra alverdens religioner og myter. De spiller en rolle i spillet, og kan kastes ind af sangerne på bestemte tidspunkter, hvilket forlænger den enkelte sektion. Der indgår også erotiske digte, skrevet af Stockhausen til sin kone. De synges ikke, men deklameres. Endelig skal det nævnes, at hver sektion af værket søger hen imod en ’overensstemmelse’ eller samtidighed sangerne imellem.
Stemningen (forstået som atmosfære) i Stimmung er ganske meditativ, idet der ikke er nogen harmonisk udvikling, men snarere en række klanglige og kombinatoriske variationer over en overtone-akkord. Samtidig er der noget rituelt over det sceniske. Når man har hørt værket til ende, slipper man ikke lige tonerne. Som musikalske spøgelser fortsætter de samme toner med at klinge i hovedet i nye kombinationer og variationer, mens stemningen langsomt fordamper og hverdagen indfinder sig.
Torben Sangild
